Nostalgifest i Vejgaardhallen

VEJGAARD:Vejgaard Hallen danner fredag 8. april rammen om en gigantisk "Nostalgi Fest", hvor der virkelig bliver mulighed for at røre bentøjet og lytte til herlig nostalgisk musik fra en tid fra før verden for alvor gik af lave. - Det er et nyt tiltag, som vi venter os meget af. Hvis det bliver den succes, som vi på forhånd forventer, vil vi gøre nostalgifesten til en årlig tilbagevendende begivenhed, og en aften, hvor Vejgaard-borgere og andet godtfolk kan opleve en festaften med herlig mad, god musik og en fantastisk stemning, siger Brian Mortensen, der er en af initiativtagerne til nostalgifesten. Musikken er lagt i de bedste hænder til den første udgave af nostalgifesten. Det er nemlig nostalgi så det batter, når man præsenterer McKinleys - gruppen der blev startet på Filstedvej tilbage i 1966, men som stadig er still-going-strong. Århus-gruppen Me & My Shadows, leverer et forrygende "Cliff & The Shadows Show". Det er et relativt nydannet orkester, men består af garvede musikere, der tidligere har optrådt sammen med McKinleys og århusianske Beekeepers. Aftenens hovednavn er ingen ringere end Sir Henry & His Butlers. Bandet der i begyndelsen af tresserne havde en perlerække af store hits. Hvem husker ikke "Let's Go" og "Camp", der ikke alene blev store hits i Danmark, men også andre steder i Europa. Forsalget af billetter er i fuld gang og de kan købes hos Nørresundby Bank, Vejgaard afdeling eller hos Vejgaard Hallens Restaurant.