Aalborg

Nostalgisk blik på idrætten

VEJGAARD: Der er langt mellem de blanke nylondragter og trøjereklamerne på de fotografier af idrætsfolk, som lørdag 9. november vil blive udstillet på Vejgaard Bibliotek. Udstillingen tager nemlig tilskuerne med på en nostalgisk rejse tilbage til det idrætsliv, der fandtes i Vejgaard for mange år siden. Det er Vejgaard Lokalhistoriske Forening, der står bag udstillingen, som arrangeres i anledning af Arkivernes Dag. Denne dag holder mange lokalarkiver landet over åbent hus for at gøre opmærksom på deres eksistens og for at fortælle, hvad de har at tilbyde. Det lokalhistoriske arkiv i Vejgaard har adresse på 1. sal over biblioteket, og her er efterhånden store samlinger af gamle billeder og andet lokalhistorisk materiale. Til denne udstilling har foreningens formand, frisørmester Kaj N. Pedersen, dog hentet hjælp i SIFAs arkiv og har desuden lånt materiale fra to af bydelens gamle idrætsfolk, nemlig Finn Svendsen og Johannes Lauritsen. Finn Svendsen var aktiv inden for både brydning og boksning, og derfor medlem af både Thor og Sparta. Han var på seniorlandsholdet inden for begge idrætsgrene og opnåede at blive dansk juniormester. Johannes Lauritsen var medlem af AIK og en særdeles dygtig løber. Han deltog i maraton ved De Olympiske Lege i Rom i 1960 og blev nr. 41 ud af 72. Hvis der i øvrigt er nogle, der har billeder, gamle klubblade eller andet, som har lokalhistorisk interesse, er Kaj Pedersen interesseret i at høre om det. is