Musik

Nostalgisk nytårsgalla

Vejgaard Hallen kalder til fest med afsæt i 70’erne

McKinleys i 70’erne inclusive Ivan Pedersen, der dengang spillede trommer i bandet. Arkivfoto
McKinleys i 70’erne inclusive Ivan Pedersen, der dengang spillede trommer i bandet. Arkivfoto

AALBORG: Nøjagtig en måned efter nytårsaften inviterer Nordjysk Beat - en sammenslutning af ”gamle” nordjyske musikere - til nytårsgalla i Vejgaard Hallen med tre af de gamle Aalborg-bands. Det sker 31. jan. 2014, hvor man kan møde McKinleys, Arrows og Stamping Bricks.

Festen begynder klokken 18.30 med en stor buffet, hvorefter de tre bands på skift spiller op til dans indtil klokken 01.

Vejgaard har gennem tiden haft stor betydning for musiklivet i Aalborg. Det var Vejgaard Hallen, der lagde lokaler og scene til både lokale og internationale navne i de glade tressere, og nu er både Vejgaard Hallen og nogle bandsene fra dengang tilbage.

Popgruppen McKinleys debuterede i 1972 med singlen Song Of My Friends, og i foråret 2009 var bandet igen aktuelle på pladefronten med CD-singlen Love On The Moon, der skabte fornyet interesse for at høre McKinleys live.

McKinleys var i flere år Danmarks mest efterspurgte og underholdende live band med 50.000 solgte plader, medvirken i diverse TV-shows og Grandprix-deltagelse. Med Jan Graus leadvokal og sublime harmonier skabte McKinleys i 70’erne en enestående sound, der også nu vækker begejstring, når bandet spiller til nostalgifest, halbal, byfest eller festival med masser af rock, pop og disco på repertoiret.

McKinleys stiller op i originalbesætningen med Jan Grau på leadvocal, Torben Dahl på keyboard, Henning Hansen på guitar og Peter Kristoffersen på bas. Jan Sandberg er stand in for den originale McKinleys trommeslager Ivan Pedersen, der er travlt optaget med Backseat og en spændende solo karriere.

Arrows er et vaskeægte Aalborg 60’er-band og bandets nuværende besætning er stort set den samme, som i januar 1968 efter en sammensmeltning af The Hunters og The Arrows.

Indtil ophøret i 1977 spillede Arrows landsdelen tynd. Herefter er det blevet til lejlighedsvise revivals, bl.a. tre koncerter i St. Petersborg i 1992. I 00’erne deltog bandet i forskellige nostalgi-koncerter.

Arrows er kendt for sine fremførelser af beatles-numre samt i øvrigt musik med flerstemmig sang fra 60erne og først i 70erne såsom Crosby, Stills and Nash, Eagles samt Marvin, Welsh and Farrah.

Arrows i dag befolkes af Bent V. Kristiansen, guitar, Karsten Bendixen, guitar, Eval Haugaard, trommer samt Hans-Ole Andersen, bas.

Stamping Bircks blev dannet helt tilbage i 1963, og fra 1967 og frem til i dag har bandet bestået af Ole Toft, trommer, Poul Jakobsen, guitar og keyboard og Mogens Borup, vocal.

Tilbage i 60érne havde Stamping Bricks fornøjelsen af at turnere med bl.a. Herman`s Hermits og Poul Dissing. Også i Aalborg blev det til mange spændende oplevelser på blandt andet Mælkepoppen, Vejgaard Hallen, Beat House og Beat Center. På Grand havde Stamping Bricks den store glæde at spille sammen selveste The Kinks.

Omkring 1970 spredtes bandet for alle vinde, men i 1986 blev det til en kort gendannelse, som kun varede nogle få måneder, men dog med en del jobs. 

Stamping Bricks fandt sammen igen i september 2009.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden