Notat: EU går efter CO2-reduktion på mindst 55 procent

Nyhedsbureauet Reuters har set dokument, der foreslår 55 procents reduktion af drivhusgasser i 2030.

EU-Kommissionen vil ifølge et notat præsentere et CO2-reduktionsmål på 55 procent for 2030.

EU-Kommissionen vil ifølge et notat præsentere et CO2-reduktionsmål på 55 procent for 2030.

BRUXELLES:Udledningen af drivhusgasser i EU skal reduceres med mindst 55 procent i 2030, vil EU-Kommissionen foreslå.

Det fremgår af et udkast, som nyhedsbureauet Reuters har set. Forslaget fremsættes i næste uge, og så er det op til EU-landene og EU-Parlamentet at blive enige.

Det nuværende EU-mål for CO2-reduktion om ti år er 40 procent. Reduktioner skal ses i forhold til niveauet i 1990, hvilket er international standard.

Dokumentet fra EU-Kommissionen er stadig i proces, og der kan derfor ske ændringer.

EU-Kommissionen oplyser fredag, at den ikke har nogen kommentarer til et lækket dokument.

Tidligere i denne uge har EU-Parlamentets miljøudvalg stemt for et reduktionsmål på 60 procent.

Det er derfor sandsynligt, at 60 procent vil blive EU-Parlamentets forhandlingsposition, når der stemmes om 2030-målet i begyndelsen af oktober.

Flere medlemmer af miljøudvalget ønskede dog en højere reduktion. Blandt dem er Linea Søgaard-Lidell (V), som gik efter 65 procent.

Hun mener, at notatet fra EU-Kommissionen viser, at den danske regering har været alt for uambitiøs.

- Det sætter to fede streger under, at den danske regering ikke har været ambitiøs nok på klimaområdet i EU.

- Nu presser Danmark ikke længere EU for højere mål. Nu siger vi tak og amen, og det, synes jeg, er åndssvagt, pinligt og ringe, når Danmark selv har forpligtet sig på 70 procent, siger Linea Søgaard-Lidell.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) sagde tidligere i år, at regeringen går efter "mindst 55 procents reduktion" i 2030 i EU.

Også SF's Margrete Auken har arbejdet for mindst 65 procents reduktion i 2030 i miljøudvalget i EU-Parlamentet.

- SF og Den Grønne Gruppe gik efter 65 procent i 2030, og jeg er da ærgerlig over, at de andre ikke var lige så ambitiøse som os.

- Den danske regering er heller ikke vågnet op endnu og står stadig på 55 procent, siger Auken.

Miljøudvalget ønsker i tillæg til et øget reduktionsmål for 2030 også forskellige værktøjer til at sikre, at EU-landene faktisk lever op til de løfter, der gives på klimaområdet.

Det er blandt andet et udledningsbudget og et klimaråd, der skal holde øje og rapportere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.