Noter fra Christiansborg

Forurening 12. december 2004 05:00

Røre om TV-reklame med Fogh Må et forlag TV-reklamere for den nye Fogh-biografi? Nej, mener oppositionen, som fredag startede en hed debat, da Folketinget alligevel skulle diskutere skærpede regler for politiske reklamer. Regeringen blev beskyldt for skjult reklame og dobbeltmoral, fordi ungdomsbilleder af Fogh ruller over skærmene i disse dage som teaser for bogen. Statsministeren burde have frabedt sig reklame for bogen af etiske grunde og særligt så tæt på et folketingsvalg. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) fastholder, at et forlag har ret til at reklamere for alle de bøger de vil - også gerne bøger udgivet om oppositionens politikere. kax Socialdemokraterne samler penge på nettet Køb en aktie i velfærdssamfundet og vær med til at vælte Fogh. Sådan lyder tilbuddet til danskerne fra Socialdemokraterne, som har sat aktier til salg i forskellige områder af velfærdsstaten som miljø og folkeskolen. Pengene skal bruges i valgkampen. - Det er et forsøg på at fundraise via nettet ligesom i USA, siger partisekretær Jens Christiansen. Købte aktier udløser et diplom, men reel indflydelse på politikken kræver fortsat et medlemsskab, understreger Jens Christiansen. Foreløbigt er der solgt aktier for 210.350 kr. kax Politikere i julefrokosttræning Der blev varmet op til weekendens mange julefrokoster på Christiansborg onsdag aften, da Kristendemokraterne inviterede politikere og personale i Ridebanebygningen til traditionsrig julehygge. De mange gæster dystede blandt andet på sangtalent, flair for rim og kendskab til Folketingets mange udvalg. Resultatet blev en lille julehymne om livet i Ridebanebygningen på melodien 'Højt fra træets grønne top'. 'Langt fra Ridebanens top blegner Anders Foghsen Han er netop kommet op med julelys i måsen.....' Folketinget sløjfer kedelig debat Det skulle have været så godt, men endte som en fuser. For et år siden indførte Folketinget en ugentlig aktuel debat, som skulle sikre, at hotte sager kom på dagsordenen straks i stedet for flere uger senere. Nu sløjfer Folketingets udvalg for forretningsorden debatten igen fra nytår på grund af manglende interesse. Siden sommerferien har der kun været én aktuel debat. - Debatten havde en al for stiv form, som gjorde den fuldstædig uinteressant, især for oppositionen, fordi man ikke kom i direkte clinch med en minister. Det var simpelthen for kedeligt, siger præsidiemedlem Aage Frandsen (SF). kax Krebinet værre end tjærejord Meget tyder på, at for mange grunde i Danmark har fået stemplet "jordforurenet!". Det konkluderer miljøminister Connie Hedegaard (K) med støtte fra en ekspertgruppe, der netop har afsluttet sit arbejde. - Det er interessant, at man ikke løber en større risiko ved at spise jord forurenet med tjærestoffer end pandestegt kød og fisk, bemærker Connie Hedegaard. Politikerne skal diskutere en lempelse af grænseværdierne efter nytår. moll Nordjylland er ghettofrit Der er ingen ghettoer i Nordjylland. Som det eneste område i Danmark var Nordjylland ikke med på listen, da regeringens Programbestyrelse onsdag eftermiddag offentliggjorde i hvilke udsatte boligområder, indsatsen mod ghettoisering skal skærpes i de kommende fire år. I alt kom 21 boligområder spredt over hele landet med på listen, der havde Vollsmose, Gjellerupplanen og Nørrebro allerøverst. ancher Læsø-salt til Folketinget Der er nu engang ikke noget så godt og salt som Læsø-salt. Derfor overrakte Bjarne Laustsen (S) fredag en krukke friskimporteret salt til chefkokken i Folketingets restaurant Snapstinget. - I gamle dage stod det på alle bordene, det håber jeg at få genindført, siger Bjarne Laustsen. Den glade kok, som deler vurderingen af Læsø-saltets fortræffeligheder, fortalte, at han ikke nænner at putte det fine salt i de lune retter. Men om han vil dele det med resten af Folketinget, forblev usagt. kax

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...