Tyverier

Noter fra politiet

GARAGE TØMT AGERSTED: Natten mellem torsdag og fredag i sidste uge fik en garageejer fra kvarteret omkring Banen tømt sin garage af en eller flere indbrudstyve. Tyven(e) slap afsted med et stort udvalg af værdigenstande, som de ifølge politiet kørte fra gerningsstedet i en bil. Det drejer sig om fire 15-tommers alufælge af mærket Ronald R7, en gasgrill, en Stiga rotorklipper samt et bordtennisbord. SAVTYVERI ØSTERLED: En værkstedsejer på Geraavej fik natten til mandag uønsket besøg af en eller flere indbrudstyve. Tyven(e) kom ind ved at bryde garagens rulleport op, og de endte med at slæbe afsted med en mursav og fire kædesave. PLADETYV DRONNINGLUND: Natten til mandag fik en varevognsejer, der holdt parkeret på Irisvej, stålet sine nummerplader. De gule varevognsplader, der forsvandt, er indregistreret med følgende: RZ89733. TYVE FORSTYRRET? HJALLERUP: En husejer, der var væk fra sin bolig i mindre end fem timer, blev ved 17-tiden mandag opmærksom på, at nogen havde været inde i hans hus. De uventede gæster havde listet et vindue af og var forsvundet med en dvd-afspiller, et par forstærkere samt en del cd'er. Tyvene var åbenbart bleve forstyrret under indbruddet. De havde i hvert fald efterladt et fjernsyn og en mikroovn i entreen, som om det skulle have været fjernet på et senere tidspunkt. INDBRUD I SOMMERHUS GERAA: I løbet af den sidste lille måneds tid har en eller flere tyve været inde i et sommerhus, der ligger på Strandgårdsvej. Tyven(e) stjal flere ting. Blandt andet en del øl, vand og spiritus samt en trillebør - måske til at køre varerne væk i. INDBRUD I LASTBIL DRONNINGLUND: I løbet af weekenden brød ukendte gerningsmænd ind i en lastbil, der stod parkeret på Søndervangsvej nær Dronninglund Gymnasium. Tyvene trak afsted med to gasbrændere og en hel del værktøj. RUDETYVERI DRONNINGLUND: I løbet af weekenden kørte en eller flere tyve væk med seks nye plasticvinduer fra en byggegrund på Malurtvej. Et par af ruderne, der skulle have været brugt i de nye andelsboliger på adressen, blev dog genfundet i en stjålen trailer, der mandag formiddag holdt parkeret på Ulstedvej nær sportspladsen.De fire resterende ruder savnes stadig. INDBRUD I PRØVEHUS HJALLERUP: Natten til mandag brød en eller flere indbrudstyve ind i et prøvehus på Østermarken og tømte det for indhold. Ifølge politiet kørte tyvene afsted med både hvidevarer, møbler og billeder. Kriminalkommisær Jørn Dalsgård bemærker, at den slags huse stort set ikke kan få lov tl at stå i fred, og hvad værre er, siger han, så er der åbenbart et marked, der gladeligt aftager den slags tyvekoster.