Novak Djokovic detroniserer Rafael Nadal i Rom

Serberen hentede sin tredje titel i Rom, da han besejrede spanieren i tre sæt.

19. maj 2014 01:58

Tennisspilleren Novak Djokovic fik søndag sendt et vigtigt signal til rivalen Rafael Nadal før grand slam-turneringen French Open, der begynder om en uges tid.

Andenseedede Djokovic sejrede 4-6, 6-3, 6-3 i de to spilleres finale ved ATP-turneringen på grus i Rom.

Dermed forhindrede serberen samtidig Rafael Nadal i at vinde turneringen for tredje år i træk.

Den spanske verdensetter har vundet den italienske grusturnering i alt syv gange, mens Novak Djokovic nu står noteret for tre sejre.

Djokovic og Nadal har dermed delt titlerne imellem sig de seneste 10 gange, turneringen er blevet afviklet.

Novak Djokovic reducerede til stillingen 19-22 i indbyrdes opgør mod Rafael Nadal, og serberen har nu vundet de seneste fire kampe mellem de to.

Rafael Nadal har de to seneste år besejret Novak Djokovic ved French Open.

Sidste år skete det i semifinalen og året forinden i finalen.

Nadal har - bortset fra i 2009 - vundet French Open hvert år siden 2005, da han debuterede i den franske grand slam-turnering på grus.

French Open er den eneste af de fire grand slam-turneringer, som Novak Djokovic endnu ikke har vundet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...