Tennis

Novak Djokovic gør comeback i næste uge

Efter et halvt års skadespause deltager Novak Djokovic i to små opvisningsturneringer før Australian Open.

Novak Djokovic har ikke spillet turneringstennis siden 12. juli sidste år, hvor han røg ud af Wimbledon. Foto: /ritzau/AP/Alastair Grant

Novak Djokovic har ikke spillet turneringstennis siden 12. juli sidste år, hvor han røg ud af Wimbledon. Foto: /ritzau/AP/Alastair Grant

Tennisstjernen Novak Djokovic gør comeback i næste uge efter et halvt års skadespause.

Mellem jul og nytår meldte han afbud til turneringer i Abu Dhabi og Doha, men nu rejser han til Australien for at deltage i to små turneringer.

Efterfølgende skal han vurdere, om han er i fysisk god nok form til at deltage i årets første grand slam-turnering, Australian Open.

Det oplyser serberen på sin hjemmeside.

- Efter at have trukket mig fra turneringerne i Abu Dhabi og Doha på grund af smerter i min højre albue rejser jeg til Australien for at deltage i to opvisningsturneringer.

- Efter dem vil jeg beslutte, om jeg skal deltage i sæsonens første grand slam-turnering, skriver Djokovic.

Den 30-årige tennisstjerne skal i første omgang deltage i Kooyong Classic og tiebreak-turneringen Tie Break Tens. Begge spilles i næste uge.

Australian Open begynder mandag 15. januar. Djokovic har vundet turneringen seks gange i karrieren.

Grundet sin lange skadespause er den tidligere verdensetter nede som nummer 12 på verdensranglisten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst