Aalborg

Novi forenkler og fyrer direktør

Novi Ejendomme tilbage til basis-forretningen, vil selv klare administrationen og opsiger aftalen med Novi Management

NOVI EJENDOMME skal koncentrere sig om basis-opgaven, at sikre husly til udviklingsfimaer i Nordjylland. Derfor forenkles strukturen og management-selskabets direktør er opsagt. 
Arkivfoto

NOVI EJENDOMME skal koncentrere sig om basis-opgaven, at sikre husly til udviklingsfimaer i Nordjylland. Derfor forenkles strukturen og management-selskabets direktør er opsagt. Arkivfoto

Forskerparken Novi i Aalborg skal spare og det betyder enklere struktur og en direktørfyring. Moderselskabet Novi Ejendomsfond vil selv stå for driften af forskerparken og bestyrelsen har derfor opsagt managementaftalen med administrationsselskabet Novi Management A/S. Ejendomsfonden, der har borgmester Henning G. Jensen, Aalborg (S) som formand, vil samtidig overtage driften af innovationsmiljøet Novi Innovation A/S. Som konsekvens heraf har bestyrelsen for Novi Management opsagt den administrerende direktør Poul Ernst Rasmussen, oplyser bestyrelsesformand, direktør Peter Høstgaard-Jensen. Aftalen med Novi Ejendomsfond løber til udgangen af næste år, men fonden vil gerne overtage driften allerede fra nytår, og fra samme tidspunkt udløber aftalen mellem Novi Management og Novi Innovation. Poul Ernst Rasmussen vil fortsat arbejde for Novi Management frem til udgangen af 2009. Hovedopgaven bliver af servicere de to tilknyttede venturefonde Novi A/S og Vækst-Invest Nordjylland. De øvrige 16 medarbejdere i organisationen vil fortsat kunne påregne arbejde, oplyser direktør i Novi ejendomme, Jesper Jespersen. Den umiddelbare besparelse består hermed i en direktørlønning. Novi Management blev stiftet i 2007, og Peter Høstgaard-Jensen er overrasket over, at Novi Ejendomme ikke har ønsket at fortsætte samarbejdet. Ifølge Jesper Jespersen er det en konsekvens af beslutningen om, at Novi Ejendomfond skal fokusere på sin kerneopgave: at stille egnede lokaler til rådighed for højteknologiske udviklingsvirksomheder i Nordjylland, – altså tilbage til basis. En anden stor opgave, fremskaffelse og administration af venturekapital, kommer derimod til at fylde langt mindre, og dermed forsvinder også et indtægtsgrundlag for Management. Ejendomsadministrationen derimod vokser. Efter sommerferien tages første spadestik til anden etape af Novi 6, som fra 2009 vil rumme yderligere 4000 kvadratmeter lokaler til udlejning. Novi har for tiden 83 forskellige lejere. Blandt de kommende lejere er en del af vindmøllefabrikken Vestas' udviklingsafdeling.