Saudi‑Arabien

Novo glad for undskyldning

KØBENHAVN:Novo Nordisk erklærer sig tilfreds med Jyllands-Postens undskyldning for at have krænket muslimer. Medicinalkoncernen har de seneste dage mistet en del saudi-arabiske kunder, og nu håber kommunikationschef Mike Rulis, at situationen ikke udvikler sig yderligere. - Vi har i de seneste dage efterlyst en officiel undskyldning fra Jyllands-Posten, og vi er glade for, at avisen har meldt ud, som den har. Det kan muligvis få en stor effekt, siger han til Ritzau. Novo Nordisk er ramt af boykotten i Saudi-Arabien, mens koncernen endnu ikke har mærket en reaktion fra de omkringliggende lande i Mellemøsten - Vi får fortsat nye opkald fra kunder i Saudi-Arabien, der vil annullere ordrer, men vi modtager også nye ordrer. Vi kan dog konstatere, at antallet af nye ordrer er lavere, end det plejer, siger Mike Rulis. /ritzau/