Novo har sendt 18 ugers insulin til Storbritannien

I det tilfælde at briterne forlader EU uden aftale, har Novo Nordisk mere end fordoblet sit insulinlager.

I det tilfælde Storbritannien forlader EU uden en aftale har Novo Nordisk et lager på 18 ugers forsyninger af insulin opmagasineret i Storbritannien. (arkivfoto)

I det tilfælde Storbritannien forlader EU uden en aftale har Novo Nordisk et lager på 18 ugers forsyninger af insulin opmagasineret i Storbritannien. (arkivfoto)

KØBENHAVN:Den danske medicingigant Novo Nordisk har sendt 18 ugers lager af insulin til Storbritannien, så selskabet ikke bliver overrasket negativt, hvis briterne forlader EU uden en aftale.

Lageret i Storbritannien er dermed to og en halv gange større, end det plejer at være. Det oplyser Novo til Ritzau.

Novo Nordisk spiller en stor rolle for særligt britisk type 1-diabetikere. Det er den største leverandør af insulin til landet - over halvdelen af al insulin i Storbritannien stammer fra Novo.

I alt er der en halv millioner briter, der er afhængige af, at Novo Nordisk kan levere deres medicin til dem.

Derfor har selskabet gjort sig forberedelser for det tilfælde, at briterne ikke finder en aftale med EU.

- 82 procent af Novo Nordisks lægemidler skal opbevares på køl, oplyser Novo i en mail.

- For at sikre, at vores patienter ikke påvirkes uanset udfaldet af brexit, har vi sikret yderligere kølelagerfaciliteter til vores lægemidler for at gøre det muligt at øge vores lager yderligere til 18 uger.

Forlader Storbritannien EU uden en aftale, ophører unionens fælles marked og toldunionen. Et af skrækscenarierne er, at der opstår køer ved grænseovergangene.

Som eksempel på de mange nye regler, der skal tages stilling til, har Skattestyrelsen hevet fat i 30.000 danske virksomheder, der skal forholde sig til nye momsrutiner ved handel med Storbritannien. Hvis altså ikke landet finder en aftale med EU.

For at sikre en lind strøm har Novo Nordisk forhåndsbooket flytransport, så livsvigtig medicin kan komme til Storbritannien i alle tilfælde.

Det betyder, at der en gang hver måned fra april til juli i år vil blive fløjet Novo Nordisk-medicin til Storbritannien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.