Novo Nordisk er kommet tættere på slankemiddel

Svært overvægtige diabetikere tabte sig i gennemsnit seks procent med behandling af Novos Victosa, viser test

Fedtet raslede af de overvægtige, som deltog i forsøget med Victosa, som kan blive Novos næste guldæg.

Fedtet raslede af de overvægtige, som deltog i forsøget med Victosa, som kan blive Novos næste guldæg.

KØBENHAVN:Det kan gå hen og blive et af de nye guldæg i reden hos Novo Nordisk. I hvert fald er de længe ventede resultater for testen af Novo Nordisks Victosa som slankemiddel til diabetikere positive.

846 overvægtige eller svært overvægtige type 2-diabetikere har deltaget i det såkaldte Scale Diabetes-studie af Victoza.

Ifølge Novo Nordisk tabte deltagerne, som i gennemsnit vejede 106 kilo ved indgangen af studiet, sig i gennemsnit seks procent ved behandling med 3 mg Victoza over 56 uger.

Patienter, som blev behandlet med 1,8 mg-doser Victosa, tabte sig fem procent i samme periode.

Til sammenligning tabte patienterne i placebo-gruppen - det vil sige uden behandling med Victoza - sig kun to procent over de 56 uger.

- Vi er glade for resultatet af dette studie og ser frem til at få resultaterne fra de to sidste studier i Scale programmet, siger Novo Nordisks koncernforskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, i en fondsbørsmeddelelse.

Han siger, at det ifølge studiet er muligt for patienter med type 2-diabetes at opnå både vægttab og god blodsukkerregulering med en og samme behandling.

- Vægtregulering er ofte en større udfordring for denne patientgruppe, og der er behov for nye og effektive behandlingsmuligheder, siger han.

Liraglutid er et lægemiddel til behandling af type 2-diabetes, som Novo Nordisk sælger i Japan under navnet Victosa. Midlet undersøges for sin positive effekt på vægttab hos diabetikerne.

Novo Nordisk forventer at afslutte de to resterende fase 3a-studier i programmet medio 2013.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.