Nr. 1 på hitlisten i Søndergade

FREDERIKSHAVN:I CD Baren i Søndergade er Lucky Man...? den mest solgte cd nogensinde. Den hidtidige bestseller var Absolute Music nr. et eller andet, et opsamlingsalbum med tidens hotteste hits, der kom et år lige op til jul, fortæller Ole Wittrup. Han har nu i syv år har drevet den lille specialforretning, hvor man kan finde alt fra ABBA til Zappa - og skulle det undtagelsesvist ikke være der, kan det skaffes. Salget af Lucky Man...? skal ses i lyset af pladebranchens krise. På tre år fra 2000 til 2002 blev salget af musik-cd'er halveret, og i første kvartal i år faldt salget yderligere med 17 procent. Branchen er i krise. Selv etablerede navne har svært ved at sælge og uden tv-reklamer går det slet ikke. - Mange unge mennesker kunne ikke drømme om at købe musik-cd'er. Musik er et brug-og-smid-væk-produkt for de unge. De er ligeglade med covernoter og tekster og brænder cd'erne eller henter musikken på nettet. På biblioteket kan man låne cd'er og fuldt lovligt brænde til eget brug. Det er svært at hamle op med, siger Ole Wittrup.