EMNER

NT afviser beskyldninger fra taxa

Passagertal i Hjørring er Taxa Vendsyssels egen opgørelse, siger NT

HJØRRING:Nordjyllands Trafikselskab (NT) vil ikke have beskyldninger om ufine forretningsmetoder hængende på sig. - De passagertal vi har forelagt Hjørring Kommune kommer fra Taxa Vendsyssels egen opgørelse, så hvis der er fejl i tallene, må det stå for deres egen regning, siger direktør for NT,Hans Fink. Hjørring kommune har netop besluttet at opsige kontrakten med Taxa Vendsyssel om kørsel med bybus-kunder i aftentimerne og i weekenden. Ifølge passagertallene er bybus-taxaerne i Hjørring nemlig fire gange så dyre som i Frederikshavn, hvor det er NT, der administrerer ordningen. Direktør for Taxa Vendsyssel Jørgen Steengaard hævder, at NThar opgjort passagertal og priser forkert , for at stille Taxa Vendsyssel i et dårligt lys. - Vi har gentagne gange bedt Taxa Vendsyssel om at levere de opdaterede passagertal. Så vi kan i hvertfald ikke bebrejdes, hvis der er fejl i tallene , siger Hans Fink. Det er fortsat hans klare opfattelse, at taxa-ordningen i Hjørring er væsentligt dyrere end i Frederikshavn. Hjørring Kommune betaler samlet 565.000 kr. om året, mens Frederikshavn Kommune slipper med 381.000 kr., - Og der er ikke den store forskel i antallet af afgange, siger Hans Fink. Opsigelse fastholdes Trods usikkerheden om passagertallene, har Hjørring Kommune også valgt at fastholde opsigelsen af kontrakten med Taxa Vendsyssel. -Nu vil vi have klarhed over denne sag, og så vil både Taxa Vendsyssel og NT blive indkaldt til en forhandling af en ny kontrakt, siger teknisk direktør, Andreas Duus. Han understreger, at kommunen har været godt tilfreds med den service, som Taxa Vendsyssel har ydet kunderne, og kommunen har stort set ikke modtaget klager over ordningen.