Lokalpolitik

NT-besparelse skaber politisk frustration

DRONNINGLUND:Det var med blandede følelser, at byrådet i denne uge godkendte et par økonomiske meldinger fra Nordjyllands Trafikselskab (NT). Den ene af meldingerne gik på NT-regnskabet for 2002, der fortalte om en mindreudgift på godt 95.000 kr. for Dronninglund Kommunes vedkommende. De penge ryger direkte i kommunekassen, men skal til gengæld hentes hurtigt op igen - og mere til - idet kommunen for 2004 skal af med over 1,62 mio. kr. til NT’s busdrift og handicapkørsel. - Vi skal af med flere penge, men får alligevel en ringere service. Det er træls, sagde Peer Thisted (S) med henvisning til NT-besparelserne, der også har ramt hårdt i Dronninglund Kommune - primært i de små bysamfund. Peer Thisted påpegede videre, at de nu i byrådet skal til at fokusere på problemet med færre buslinier. - Ellers er vi selv med til at afvikle den offentlige trafik i de områder, der ikke er Asaa, Dronninglund og Hjallerup. Hertil bemærkede Bendt Danielsen (Borgerlisten), at en analyse af den lokale, kollektive trafik er på vej, ligesom han påpegede, at der på området også ”gemmer” sig mange muligheder, som ikke alle borgere er opmærksomme på. Heri erklærede borgmester Mikael Klitgaard (V) sig enig, og Hildo Rasmussen (S) slog afslutningsvis også fast, at det i virkeligheden er VK-regeringen, der står bag den uønskede besparelse.