Mou

NT fik busser til tiden

Vellykket forsøg i går med at få busserne til at nå sammen

MOU:NT har lovet det, amtsborgemster Orla Hav har lovet det, og i går formiddags på rute 56 og 9.26 afgangen fra Mou til Storvorde, lykkedes det at komme tids nok til, at passagere kunne komme videre uden bøvl med Metrobussen til Aalborg, akkurat som køreplanen i øvrigt foreskriver. I hvert fald teoretisk, for der var slet ikke nogen, der skulle videre med bussen til Aalborg i går. Jonna Kjeldsen fra Mou har telefonisk, pr. brev og via NORDJYSKE gentagne gange gjort NT opmærksom på, at der var meget lidt sammenhæng i sommerkøreplanen om formiddagen mellem Aalborg og Mou. Passagererne fra Mou har op til flere gange oplevet, at Metrobussen allerede var kørt, når de kom med 56'eren til Storvorde. I de "gode gamle dage" kørte 56'eren hele vejen fra Mou til Aalborg. Jonna Kjeldsen synes, at busselskabet har haft umanerlig svært ved at indrømme, at man har fået lavet en køreplan, der bare ikke holder, fordi ankomst- og afgangstider i Storvorde er alt for snerte. Trods en ihærdig indsats fra chaufførene i rute 56, er det gentagne gange gået galt. - Aalborg Kommune kører Metrobusserne, der er underlagt en køreplan uden elastik. Rute 56 køres af et selskab i Hadsund, og med en bus, der kommer helt fra Øster Hurup skal der ikke mange traktorer, vejarbejder eller andre uforudsete forhindringer til, før bussen kommer bagud af tidsplanen og ikke når sammen med Metrobussen i Storvorde, forklarer køreplanlægger Henrik Dalsgaard fra NT. - Men tingene skal virke, og derfor kører vi nu resten af ugen et forsøg, hvor 56'eren ikke kører helt ind til vendepladsen og gennem villakvarterene i Storvorde, men nøjes med at køre til rundkørslen på Tofthøjvej og her sætte passagererne af i den rigtige side af vejen, så de kan blive samlet op af Metrobussen. Det prøvede vi første gang i går, og det virkede, eller ville have virket, hvis der havde været passagerer til det, tilføjer Henrik Dalsgaard. Nu kører 56'eren på denne måde resten af ugen, og så vil man hos NT overveje, om det skal være en permanent ordning. Hvis der stadig er problemer, overvejer man at droppe turen ind omkring Skellet, når den nye køreplan træder i kraft 2. august. - Vi håber, at det nye skiftested er tilstrækkeligt, men hvis det ikke er det, er der en mulighed for at droppe stoppet i Skellet, men det vil så give problemer for dem, der skal af og på derude. Der er nemlig ikke en køreplan sat op ved stoppestedet, så vi kan ikke umiddelbart komme i kontakt med folk derude. Vi har drøftet situationen med selskabet i Hadsund, og de har svært ved at lave om andre steder. Men vi vil forsøge at få 56'eren til at komme en lille smule før til Storvorde for at få lidt mere elastik i planen, siger Henrik Dalsgaard. Jonna Kjeldsen er med bussen i både i dag og på torsdag, så hvis der stadig er problemer med sammenhængen i køreplanen, så vil NT få besked.