NT sikrer ordnede forhold for chauffører

Trafikselskabet indfører arbejdsklausuler, så vognmænd ikke kan underbyde hinanden på chaufførernes løn- og arbejdsvilkår

NT-formand Thomas Kastrup-Larsen: - Når alle vognmænd er underlagt klausuler, kan de ikke underbyde hinanden ved at give deres chauffører dårlige løn- og arbejdsvilkår. <i>Michael Bygballe</i>

NT-formand Thomas Kastrup-Larsen: - Når alle vognmænd er underlagt klausuler, kan de ikke underbyde hinanden ved at give deres chauffører dårlige løn- og arbejdsvilkår. Michael Bygballe

NORDJYLLAND:Fremover skal vognmænd sørge for ordentlige løn- og arbejdsvilkår for deres chauffører, hvis de vil køre flextrafik for Nordjyllands Trafikselskab.

NT’s bestyrelse har netop godkendt, at der indføres arbejdsklausuler i det kommende udbud af flextrafik - fx transport af syge og handicappede. Det sker for at sikre ordnede forhold for chaufførerne.

Konkret betyder det, at vognmænd, som udfører flextrafik for NT, skal sikre, at løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår stemmer overens med de ”mest repræsentative” overenskomster på området. Det betyder, at eksempelvis ren provisionsløn er bandlyst.

Nortra-dommen

Indførelsen af arbejdsklausulerne sker som konsekvens af, at Trafikstyrelsen tidligere i år tabte en sag i Højresteret mod vognmandsforeningen Nortra. Højesteret fastslog, at der rent lovmæssigt ikke er noget krav om, at vognmænd skal følge repræsentative overenskomster, når de kører flextrafik.

Nu kommer kravet så i stedet i form af arbejdsklausuler.

- Den ideelle løsning ville være at ændre loven, så alle vognmænd skal leve op til fastsatte krav for at udføre personbefordring. Nu har vi taget sagen i egen hånd og sikret, at vognmænd, der kører i Nordjylland for NT, skal sørge for ordentlige løn- og arbejdsvilkår for deres ansatte, siger NT’s formand, Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).

Erfaringer fra Fyn

- Juridisk er der intet til hinder for at indføre den slags klausuler. De svarer nøje til dem, som staten allerede anvender, tilføjer han.

NT’s bestyrelse har skævet til Fynbus, der sidste år indførte arbejdsklausuler. Her er antallet af klager fra passagerer raslet ned til blot en enkelt på et helt år. NT har ”langt flere”, ifølge formanden.

- Når alle vognmænd er underlagt klausuler, kan de ikke underbyde hinanden ved at give deres chauffører dårlige løn- og arbejdsvilkår. Erfaringerne fra Fynbus bekræfter, at ordnede arbejdsforhold for chaufførerne giver sikker kørsel og tilfredse kunder, konstaterer Thomas Kastrup-Larsen.

NT og Fynbus vil administrativt samarbejde om at kontrollere, at vognmændene overholder klausulerne.

Klausulerne får virkning fra og med næste udbud, der vedrører kørsel fra juli 2016 og et år frem. Fristen for at byde er 14. januar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.