NTA vandt strid om antenne-net i Gistrup

Striden mellem NTA og GAF er slut. Nørre Tranders Antenneforening fik medhold i, at den er den retmæssige ejer af fibernettet i Gistrup.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Afbrydelsen af forbindelsen til beboerne i Sdr. Tranders var med til at starte den retssag, som Nørre Tranders Antenneforening vandt over Gistrup Antenneforening. Arkivfoto: Henrik Bo

Antennekrigen mellem Nørre Tranders og Gistrup Antenneforeninger er efter næsten to års stridigheder ovre. Retten i Aalborg gav Nørre Tranders Antenneforening (NTA) medhold i, at den har rettighederne til det overordnede fibernet og installationerne i Gistrup. - Vi har jo købt og betalt de ting, der er derude. Og vi har jo hele tiden ment, at dem, der betaler for varerne, også ejer dem. Så vi er tilfredse med afgørelsen, siger formand for NTA, Leo Andersen. Trak stikket til skihop Hele striden begyndte, efter at GAF meldte sig ud af Nørre Tranders Antenneforening, der er den overordnede antenneforening. GAF havde været medlem siden 1979 og ville bruge YouSee i stedet for Stofa. GAF meldte sig ud af samarbejdet i begyndelsen af 2009 med virkning 1. januar 2010. Udmeldingen blev godkendt, men GAF havde ikke sikret sig, at foreningen havde ret til at bruge det fælles ledningsnet administreret af NTA, som ledte tv, telefoni og internet ud til området. Så da nytårsraketterne var fyret af, og det blev formiddag den første januar 2010, koblede NTA tv- og internetsignalet fra til Gistrup Antenneforening, som endte med fire dage uden signal til den digitale omverden. Den situation var ikke holdbar, mente GAF, der valgte at få ejerforholdene afgjort i retten. Strid uden vindere Sagen mellem de to antenneforeninger kulminerede i februar 2010, da formand for NTA, Leo Andersen, tilbageførte en fiberledning, som GAF havde fået omkoblet til sit nye net hos YouSee. Den tilbageførsel mente GAF ikke var i orden, og foreningen valgte at lægge sag an mod NTA. GAF ville have rådighed over den del af nettet, der førte tv og internet til Gistrup samt en erstatning på omkring 1 mio.kr. Sagen blev afgjort i sidste uge, og konklusionen er klar. NTA er den retmæssige ejer af fibernettet og de tekniske installationer. Selvom de hos NTA er glade for afgørelsen, så er der ikke nogen grund til glæde over forløbet og stridighederne. - Sådan som jeg ser det, så er der ingen vindere. Det er træls for beboerne i Gistrup, for de ender med regningen. Det er også træls for os i NTA, for vi har mistet medlemmer, siger Leo Andersen. Afgørelsen faldt den 31. oktober, hvori GAF også blev dømt til at betale sagsomkostninger til NTA på 103.149,00 kroner. GAF har endnu ikke besluttet, om de vil anke sagen. De har frist til i morgen.