Turisme

Nu 146 Aalborg-ambassadører

AALBORG:Ambassadørkorpset for Aalborg blev udvidet med 19 og tæller nu i alt 146. Formålet med korpset er at skaffe flere erhvervsturister til Aalborg. Det var Aalborg Kongres & Kultur Center og Aalborg Turist & Kongres Bureau, som i sin tid tog initiativ til at oprette korpset. - En stigende del af byens omsætning baserer sig i dag på erhvervsturister, blandt andet er byens store hotelkapacitet mere end nogensinde afhængig af erhvervsturister, siger Ernst Trillingsgaard. Tal fra Danmarks Turistråd siger, at en international kongresdeltager gennemsnitligt bruger 2750 kroner i døgnet på service som hotel, restaurantbesøg, taxakørsel og køb af souvenirs. Til sammenligning forbruger en dansk erhvervsturist i gennemsnit 1950 kroner i døgnet. - Hurtig hovedregning viser således, at en enkelt kongres med 1.000 danske deltagere og 500 udenlandske deltagere i fem dage giver en omsætter på over 16 millioner kroner i Aalborg, uddyber, Ernst Trillingsgaard. Alene mødeaktiviteten i Aalborg Kongres & Kultur Center giver en afledt omsætning på mere end 200 millioner kroner årligt. Ambassadørkorpset har allerede medført, at et stort antal arrangementer er hentet til byen. Det kan blandt andet nævnes, at Skattechefforeningens årsmøde, som finder sted fra den 15. til den 17. september, er hentet til Aalborg af Bruno Hørup fra Aalborg Kommune. Bruno Hørup har også været medvirkende til, at Pantefogedforeningens Årsmøde næste gang afholdes i Aalborg. Et andet stort arrangement, som er hentet til Aalborg af en Aalborgambassadør, er den store EU-konference ERTICO 2007, som Svend Tøfting fra Nordjyllands Amt har trukket i trådene for at tiltrække.