Nu afvikles stakken af dagpengesager

På grund af ledige stillinger har sagerne hobet sig op på dagpengekontoret, men nu bliver der ryddet op

AALESTRUP:Ikke bare det private erhvervsliv har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft, det har kommunens forvaltning også. Det sidste halve år har dagpengekontoret i Aalestrup manglet fastansatte medarbejdere, derfor har sagerne hobet sig op. Forskellige vikarer og interne rokader har måttet holde sammen på kontoret, men nu ser situationen ud til at lysne. Ifølge socialudvalgsformand, Søren P. Johansen (S), skyldes problemerne med at finde fast personale faktisk Danmarks høje beskæftigelse. - Det er et problem, når der er fuld beskæftigelse i landet - også i andre kommuner - at vi ikke kan skaffe kvalificeret arbejdskraft i forvaltningen, siger han. Lige nu er der 24 dagpengesager, hvor borgerne har modtaget dagpenge i over et år i Aalestrup Kommune. I maj 2005 var der to sådanne sager. Ifølge Søren P. Johansen er det en pukkel, der skyldes den ustabile personalesituation på dagpengekontoret. - Det ser ikke så godt ud med sagerne, som det har gjort. Det hele skrider lidt, når der ikke er personale nok. Det har selvfølgelig betydning for borgerne, men vi har gjort det, så godt vi kunne, beklager formanden. Han understreger dog, at personalesituationen er helt anderledes nu. Udover de to fastansatte sagsbehandlere har socialudvalget netop bevilget 40.000 kroner til vikarbistand, så der kan blive fulgt op på de mange sager rimelig hurtigt. - Vi har gjort, hvad vi kunne, med det personale vi havde. Nu har vi igen fuld bemanding og kan give borgeren den service, de har krav på, lover han.

Forsiden