Hobro IK

Nu begynder stadionudbygningen i Hobro

De sidste økonomiske brikker er netop faldet på plads, så projektet kan stå færdig til efteråret.

Nu kan publikum på DS Arena godt se frem til bedre faciliteter. Arkivfoto.

Nu kan publikum på DS Arena godt se frem til bedre faciliteter. Arkivfoto.

HOBRO: Så kan den store udbygning af DS Arena godt sættes i værk. Hobro IK har fået samlet alle økonomiske ender, som betyder, at stadionprojektet, der har en budgetpris på 35 mio. kroner, kan stå færdigt til efteråret med over 10.000 tilskuerpladser.

- Det er en fantastisk nyhed for klubben. Vi er nu i stand til at opfylde licenskravene fra DBU, således at vi også i fremtiden vil kunne præsentere topfodbold på DS Arena i Hobro. Udbygningen af DS Arena vil ikke alene komme Hobro IK til gode, men det vil blive et aktiv for hele Mariagerfjord kommune, idet den sportslige succes skaber mange afledte indtægter og vil være en vigtig del af fundamentet for den fremtidige vækst i regionen, siger formand Steen Juulsgaard fra Hobro IK i en pressemeddelelse.

Kort før jul besluttede byrådet i Mariagerfjord Kommune at yde et anlægstilskud på netto 14,6 mio. kroner til opførelse af en tribune på den såkaldte Mallorca-langside på DS Arena. Mariagerfjord Kommune bliver dog ikke alene om at yde sit bidrag til stadionudbygningen.

Plads til flere sponsorer

DS Gruppen, der er en af klubbens to hovedsponsorer, har besluttet sig for at tage byggeansvaret og har samtidig forlænget sponsoratet af stadionnavnet, så Hobro Stadion fortsat vil hedde DS Arena.

Den anden hovedsponsor Spar Nord Bank har forlænget tribunesponsoratet på den eksisterende Spar Nord tribune, mens Pajo Bolte A/S indgår et tribunesponsorat på udebaneafsnittet. Herudover skifter Mallorca-langsiden navn til Jutlander Bank Tribunen.

- Vi er rigtig glade for, at Mariagerfjord Kommune og nogle af klubbens største sponsorer har taget et medansvar for at sikre, at vi kan fortsætte den positive udvikling i Hobro IK, således at klubben kan fastholde sin position blandt de 10 øverste i dansk topfodbold. Men der er stadig plads til, at andre sponsorer kan blive en del af projektet, siger klubformanden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.