Nu bliver de Kidsmarte
10 daginstitutioner får computere

Galleri - Tryk og se alle billederne.
BRØNDERSLEV:Efter mange forberedelser får 10 daginstitutioner i Brønderslev Kommune nu deres Kidsmart computere og bliver Kidsmarte i løbet af de næste to år.
En KidSmart pc er en børnevenlig computer, som er doneret af IBM i samarbejde med Brønderslev Bibliotek og Kulturstyrelsen.
- Det betyder at børnene nu får mulighed for at få kendskab til et digitalt medie gennem sjove og lærerige temaer. En mulighed som vil ruste dem bedre til en digitaliseret fremtid gennem den læring der følger med.
Et vigtigt formål med projektet er at få et godt samarbejde mellem institutioner, biblioteket og forældrene, så alle kan lære, hvordan vi udnytter hinandens kompetencer. I fællesskab kan vi blive klogere på hvordan det digitale medie bruges til at mikse leg og læring. Børnene skal kunne mange ting i dag og derfor skal projektet være med til at skabe en fælles forståelse og dialog som imødekommer børnenes behov.
Daginstitutionerne får mulighed for at finde sjove og lærerige anvendelsesmuligheder for KidSmart, så computeren i hverdagens arbejde er med til at understøtte daginstitutionernes læreplaner og målsætninger.
Louise Scholdan Larsen, pædagogmedhjælper i Midgård børnehave fortæller:
- Børnene er glade og meget forventningsfulde i forhold til vores KidSmart her i børnehaven. Vi har placeret den i et rum, hvor børnene kan sidde sammen i en gruppe på fire-fem og selvfølgelig også i mindre grupper. Vi glæder os til at komme i gang med dette spændende projekt sammen med jer alle. Når vi en gang kommer ud i den nye børnehave, er vores plan, at den vi har fået her i Midgård og den fra Jyllandsgade, skal stå i det store fællesrum.
Forældrene må også gerne lege med. Der er mulighed for at prøve KidSmart pc´en på Brønderslev Bibliotek og se det materiale, som daginstitutionerne modtager, ligesom der er forslag til lege og bøger familierne kan bruge hjemme. På den måde bliver der en god sammenhæng mellem, hvad der sker i institutionen og i hjemmet.
Fra Bibliotekets side er ønsket netop at arbejdet også inkluderer forældre og familien. Louise Eltved Krogsgård, Udviklingsmedarbejder Brønderslev Bibliotek siger:
- Det er vores erfaring at jo bedre samarbejdet er til der, hvor børnene er i hverdagen, jo bedre bliver tilknytningen til biblioteket efterfølgende. Via projektet håber vi at flere børn vil knytte livslange bånd til biblioteket. Vi byder derfor velkommen til børn, forældre og daginstitutioner med ønsket om, at vi alle får det bedste ud af denne fantastiske mulighed.
- Så der er kun tilbage at sige: Klar, parat, Kidsmart
De deltagende institutioner er: Børnehuset Petra, Hjallerup, Stenum Børnehave, Hjallerup Børnehave, Børnehaven Rømersvej, Børnehave Baunehøj i Jerslev, Smørhullet i Jerslev, Minihuset og Hybenrosen i Serritslev og den ny institution (Jyllandsgade, Hedelundsgade, Midgård), Asylbørnene og SFO’en, Skolegade skole.
Alle institutionerne har deltaget i den konkurrence biblioteket udskrev for at få deres egen Kidsmart pc.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.