Nu bliver det alvor for Elitehåndbold Aalborg

Nordjyderne skal besejre SUS Nyborg over to kampe for at blive i kvindernes 1. division

Cheftræner Jesper Stick og Elitehåndbold Aalborg går ind i en afgørende uge. Arkivfoto: Michael Koch

Cheftræner Jesper Stick og Elitehåndbold Aalborg går ind i en afgørende uge. Arkivfoto: Michael Koch

NØRRESUNDBY:To kampe mod SUS Nyborg kommer til at afgøre, om Elitehåndbold Aalborg også er at finde i kvindernes 1. division i næste sæson.

Søndag klokken 14 spilles duellens første opgør i Nyborghallerne, hvor aalborgenserne skal forsøge at sikre et godt udgangspunkt inden returkampen i Nørresundby Idrætscenter, der spilles søndag 8. maj klokken 15.

- Vi har gjort det ganske fornuftigt på udebane, hvis man ser på hele sæsonen, og vi går efter at vinde alle kampe. Det gør vi også søndag i Nyborg og ugen efter, men det er rigtig svært at sætte cifre på et godt udgangspunkt. Vi kan svinge meget fra halvleg til halvleg, påpeger cheftræner Jesper Stick, der samtidig beretter om god stemning i truppen.

- Vi har selvfølgelig en stor tro på egne evner, og derfor tror vi naturligvis også på, at vi kan vinde over to kampe, fastslår Jesper Stick.

Selvom SUS Nyborg måtte tage til takke med en andenplads i 2. division, er det ikke en modstander, som Elitehåndbold Aalborg kan føle sig sikre på at besejre.

- Hvis de havde vundet den sidste kamp i 2. division, var de rykket direkte op. I torsdags tabte de kun med tre mål i en pokalkamp mod Lyngby, der sluttede på tredjepladsen i 1. division, og det viser også, at det er et hold, man skal have respekt for, forklarer cheftræner Jesper Stick.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.