Cuba

Nu bliver det lettere at komme til Cuba

Skynd dig til Cuba, inden amerikanerne overstrømmer landet

Havana byder på en stribe flotte og hyggelige pladser. Her er det Plaza Catedral. Foto: Flemming Junker

Havana byder på en stribe flotte og hyggelige pladser. Her er det Plaza Catedral. Foto: Flemming Junker

CUBA:Indtil i år var det nærmest umuligt at flyve som turist fra USA til Cuba.

Men nu har det tidligere så lukkede kommunistiske land åbnet op for turismen, og de amerikanske flyselskaber står i kø for at få lov til at sende rejsende til den caribiske østat.

Seks af disse selskaber har netop fået den ønskede tilladelse, og det betyder, at der fremover kommer mindst 90 nye daglige afgange mellem USA og Cuba.

- Selvfølgelig bliver det nemmere at komme til Cuba, hvis man for eksempel flyver med SAS til USA og så videre til Cuba derfra, lyder vurderingen fra Andreas Krog, ansvarshavende redaktør for rejsemediet Check-In.dk.

- De amerikanske selskaber er ivrige efter at flyve til Cuba, for der er stor amerikansk interesse for at besøge landet, der endelig er blevet tilgængeligt, siger Andreas Krog til Ritzau Fokus.

Den første af de nye tilladelser træder i kraft allerede 31. august, og det bliver USA’s femtestørste flyselskab JetBlue, der kan blære sig med at være det første amerikanske selskab, der får licens til at flyve mellem USA og Cuba efter over 50 års blokade.

Herefter følger flere andre amerikanske selskaber, og der kan i løbet af i år komme op til 90 daglige afgange mellem USA og en række cubanske byer.

Derudover er det stadig ikke blevet besluttet, hvem der får lov til at flyve direkte fra USA til hovedstaden Havana. Der er ellers nok interesserede om buddet, forklarer de amerikanske myndigheder.

- Et dusin amerikanske flyselskaber ansøgte om muligheden for at operere ruteflyvninger med passagerer og fragt til Havana. Tilsammen ansøgte flyselskaberne om 60 flyvninger per dag til Havana, hvilket oversteg de 20 daglige flyvninger, der blev aftalt mellem de to regeringer, lyder det i en pressemeddelelse fra USA’s transportminister Anthony Foxx.

Det er allerede muligt at flyve direkte til Cubas hovedstad Havana fra en række europæiske storbyer som Paris, London og Madrid. Men de europæiske selskaber får fremover selskab af amerikanske rutefly.

- Bare det, at der kommer trafik mellem USA og Cuba, er en stor ændring, for der har jo ikke været fast trafik mellem de to lande tidligere på grund af politiske sanktioner, forklarer Check-In.dk’s ansvarshavende redaktør Andreas Krog.

Fakta om ruteflyvning mellem USA og Cuba:

- Disse amerikanske selskaber har indtil videre fået den eftertragtede licens til at flyve til Cuba: JetBlue, American Airlines, Southwest Airlines, Frontier Airlines og Sun Country Airlines.

- Indtil videre har de seks amerikanske flyselskaber fået lov til at flyve fra henholdsvis Miami, Fort Lauderdale, Chicago, Minneapolis og Philadelphia.

/ritzau/FOKUS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.