Hele landet

Nu bliver det nemmere at komme til søs

Ny ide gør det nemt for danskere at komme ud og sejle, hvis man ikke selv ejer en båd.

Nu kan alle komme ud og sejle, også selv om du ikke har erfaring på havet. Foto: Iris/Scanpix

Nu kan alle komme ud og sejle, også selv om du ikke har erfaring på havet. Foto: Iris/Scanpix

HELE LANDET: - Både for flere milliarder ligger stille i de danske havne, og det er et spild af ressourcer, som vi vil gøre op med ved at bringe deleøkonomien til bådfolket, siger Mik Thobo-Carlsen, en af stifterne bag boatflex.com, i en pressemeddelelse.

Grundideen bag boatflex.com er, at bådejere kan leje deres både ud i kortere eller længere perioder. Bådejerne kan lægge deres både ud til leje på sitet i perioder, hvor de ikke selv bruger dem.

Man betaler en lille provision af udlejningsindtægten til boatflex.com, men derudover er det gratis.

Det giver ifølge stifterne af firmaet flere danskere mulighed for at opleve bådlivet, uden at skulle binde sig til en fast udgift. Samtidig giver det bådejere økonomisk hjælp i form af lejeindtægter.

Airbnb er forbillede

Idemændene bag boatflex.com lægger ikke skjul på, at Airbnb er et forbillede. Den amerikanske hjemmeside til udlejning af private boliger er på få år blevet en verdensomspændende succes, og nu skal konceptet overføres til både.

Der vil være mulighed for at leje både, selvom man ikke har erfaring på vandet, og som noget ekstraordinært vil det også være muligt at leje både med skipper.

- Mange yngre mennesker ønsker ikke at eje så meget. De vil hellere have fritid og oplevelser, og derfor mener vi, at denne type tjenester også passer godt til bådlivet, siger Mik Thobo-Carlsen.

Alle både er fuldt forsikrede ved udlejningen, og bl.a. derfor bakker også Dansk Sejlunion op om ideen, ligesom sølvmedaljevinderen ved OL, Jonas Høgh-Christensen er med bag roret på firmaet.

/BLM/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.