Nu bliver økomælken brugt

} ÅRHUS: Da Brugsen i 80-erne valgte at sælge Ø-mærket mælk til en pris tæt på den konventionelle, kom det store gennembrud for salget af økologiske fødevarer i Danmark. Salgskurven steg stejlt, og der blev mangel på økologisk mælk. Arla - dengang MD Foods - besluttede at betale en merpris til sine økologiske leverandører, og der meldte sig betydeligt flere, end det er lykkedes at skaffe afsætning til. Derfor stoppede Arla i praksis for tilgangen i 2003. I dag bliver omkring 40 procent af den økologiske mælk, som Arla modtager, solgt som økologisk. Men et nyt gennembrud er i gang. Arla tegnede tidligere på året en trecifret millionkontrakt med den tyske discountkæde Lidl om leverance af øko- mælk og -smør til kædens tyske forretninger. Dermed er Arla godt på vej til at udnytte de 347 mio. kg økologisk mælk, som selskabet indvejer i Danmark, til øko-produkter. I Danmark er salget af økologisk mælk under ét stagneret - men med forskelle mejerierne mellem og på et højt niveau. Godt en fjerdedel af al solgt mælk er i dag økologisk. Det overgås ingen steder i Europa. I Sverige tegner den økologiske mælk sig f.eks. for 7 pct. af mælkemarkedet hos Arla.