Detailhandel

Nu’ det jul igen...

Julemænd og nisser har indtaget hylderne i varehusene

HJØRRING:Tjek lige datoen øverst på denne side... ja, der er to måneder til jul. Nogle vil mene, at man så skal i gang med forberedelserne, andre vil korse sig ved tanken om, at der allerede nu jules for fuld skrue i butikkerne. Det er ikke desto mindre virkeligheden. Man kan faktisk slet ikke undgå at løbe ind i en julemand eller to, når man for eksempel tager en tur i A-Z i Hjørring. Selv om nogle vil synes, at det er for tidligt, så er det ikke den opfattelse, man har i varehuset. - Vi sælger juleting nu, fordi kunderne efterspørger det. Hvis vi ventede, ville vi simpelthen miste salg, siger varehuschef Jørgen Petersen. Hos kunderne modtages juleudstillingen dog med blandede følelser. Mange kunder ser nemlig rødt, når de i oktober ser en nisse, men skindet bedrager. - Der er da nogle kunder, som siger til os, at det er alt for tidligt, men når vi så vender ryggen til, ryger der alligevel noget ned i kurven. Folk er simpelthen vilde efter at komme i gang, siger afdelingschef i A-Z, Lone Krogh Andersen, som er ved at lægge sidste hånd på opstillingen af de mange julevarer - blandt andet en næsten to meter høj nisse. - De store nisser bliver nok det største hit i år. Dem sælger vi rigtig mange af - også nu, siger Lone Krogh Andersen. Så hvad enten vil bryder os om det eller ej, så begynder julen i oktober og varer som bekendt lige til påske.