Biler

Nu eller aldrig for Alfa Romeo

Den ny Giulia kører, så englene synger, og djævlene klapper i hænderne af fryd. Grazie!

Instrumenteringen er overskuelig, godt bygget og moderne med integreret farveskærm i midten.
Instrumenteringen er overskuelig, godt bygget og moderne med integreret farveskærm i midten.

BILER: Kig godt på den nye Alfa Giulia. Det er nemlig ikke blot en fortælling om en helt ny bil. Flopper den nye Giulia, vil den lille fabrik hænge i tovene som en bokser på randen af knockout, for længe har salget af Alfa været dalende, det er nu eller aldrig.

Modelprogrammet er blevet udhulet i takt med, at man i årevis har ventet på en afløser til 159’eren, sidste år droppede den danske importør den mindste Mito og selv et lille facelift kan ikke skjule, at Giulietta er en af markedets ældste konstruktioner.

Giulia er første resultat af en helt ny platform, og som også skal bruges til flere nye Alfa de næste tre år, bla. en SUV og en storebror til Giulia.

Alfa Giulia går benhårdt efter BMW 3-serie, men også Audi A4, Jaguar XE og Mercedes C-klasse, og for at vise, at man tænker stort, er Alfa fra begyndelsen klar med en topmodel, til de, der elsker at føre sig formfuldendt og fræsende frem på italiensk.

Vi tester således Alfa Giulia Q, der skal gøre det slemme ved Audi RS4, BMW M3 og Mercedes C63 AMG. Pris: 1.395.000 kr. Det er cirka det samme som de tyske konkurrenter.

Potent design

Dybest set er Giulia en ganske traditionel firmabil. Men få kunstgreb får den til at skille sig ud. Fronten med den asfaltdybe kavalérgang springer i øjnene.

Det samme gør den harmoniske hæk med de få, velvalgte knæk og kanter. Og når så hele herligheden har fået en gang blå Monte Carlo lakering, der changerer efter lysets vinkel, er det medtrafikanterne griber til mobiltelefonerne for at tage billeder af vidunderet og sms’e skilderierne videre.

Fronten stråler næsten som en lang, lav aftensol, men de store 19 tommer fælge og enorme diffusere agter giver også ekstra opmærksomhed. Og jovist stikker der noget usædvanligt under den flade tud: En potent seks-cylindret benzinmotor med to turboladere og udviklet med hjælp fra Ferrari yder den 510 hk.

Så led og lav ser Giulia ud, at man per automatik bukker hovedet i forsigtighed og ærefrygt, når man stiger ind. Men det er nu ikke nødvendigt, for den er slet ikke så trang, som den ser ud til. Fordørene åbner til et par racerstole helt nede i asfalthøjde. Det kræver en smidig ryg at skrue sig ned i dem, men når man først ligger der, falder alt naturligt. Det tykke læderrat ligger godt i hænderne, og gennem rattet er omdrejningstælleren lige i øjet.

Foran er testbilen udstyret med Sparco-racersæder i kulfiber til 67.000 kr. ekstra, på agtersofaen er der overraskende god plads, måske endda mere end i ærkekonkurrenten, BMW 3-serie.

Alfa Giulia Q
Pris: 1.395.000 kr.
Motor: 3,0 benzin med seks cylindre og to turboladere - 510 hk - max. moment 600 Nm ved 2500 omdr.
Præstationer: 0-100 km/t på 3,9 sekunder - topfart 307 km/t.
Forbrug: 11,8 km/l (fabriksopgivelse).
CO2 per km: 198 gram.
Øvrigt modelprogram:
Alfa Romeo Giulia 2,2 Diesel - 150 hk - 475.000 kr.
Alfa Romeo Giulia 2,2 Diesel aut. - 180 hk - 545.000 kr.
Alfa Romeo Giulia 2,2 Diesel aut. Super - 180 hk - 575.000 kr.

Cool instrumentering

Man sidder lavt og atmosfæren bag rattet er sportslig og intim. Selve instrumenteringen er overskuelig, godt bygget og moderne med integreret farveskærm i midten.

Og skal vi så komme ud at køre!

For lige at understrege slægtskabet med Ferrari er startknappen placeret i rattet som på en Formel 1-racer. Vi trykker, og motoren starter akkompagneret af et dæmpet, racerpræget vræl. Alligevel er kraftudfoldelsen så fri for knaster, at motoren fremstår en anelse fattig på temperament. Det skyldes dog, at jeg er startet i den mest komfortable indstilling af bilen, men tryk så vognen over i Race-mode. Så bliver den ganske komfortable sportssedan transformeret til en hardcore sportsvogn med latinsk temperament.

Hurtig og krævende

Når de 510 hårdtpumpede italian stallions skal ud af starthullerne, falder de nærmest over hinanden som hestene i Sienas berømte byderby for at komme først. Bilen er seriøst hurtig, og er du koncentreret kan du nå 100 km/t. på 3,9 sekunder, hvilket er hurtigere end i konkurrenterne.

Testbilen har en manuel gearkasse, hvor man stadigvæk skal rode med at skifte gear selv, men Alfa leverer også en 8-trins automatgearkasse formedelst 40.000 kr. ekstra.

Gearet skifter med tyngde og præcision; en lækker fornemmelse. Glædeligvis lyder den også godt ved lavere omdrejninger, aluminiumsmotoren trækker nemlig med masser af kræfter ved lave omdrejninger. Derfor behøver du faktisk ikke skifte gear særligt tit, med mindre du har usædvanligt travlt.

Selve bilen har en, hævder Alfa, perfekt 50/ 50 vægtfordeling, og undervognen er udstyret med affjedring baseret på dobbelte wishbone-ophæng, som er noget af det mest raffinerede i den henseende.

Styretøjet er meddelsomt som en gestikulerende italiener, og Giulia Q er fyldt med en mængde avanceret teknologi som f.eks. Alfa Active Torque Vectoring, der sikrer konstant fordeling af trækkraften mellem de trækkende hjul.

Alfaen er også udstyret med en frontspoiler som løbende korrigerer luft-flowet omkring bilen for at sikre downforce på de styrende hjul og hjælpe med at bremse bilen effektivt ned fra høje hastigheder.

Med en topfart på 307 km/t. er det betryggende at vide. Men det er på de små veje, at den træder i karakter med en letfodet atletisk fremtoning: Som en anden atlet, salig Muhammed Ali, ville have sagt: Den danser som en sommerfugl og stikker som en bi. Selv skarpe kurver forceres fladt og præcist, mens kæmpehjulene giver indtryk af, at bilen er limet til vejen. Bilen reagerer lynsnart på bevægelser på rattet og skal op på uhyrlige hastigheder, før den skrider ud.

På motorvejen kører vi i det komfortable trin, og her er der ingen generende motorstøj, og selv affjedringen virker ok behagelig.

Skønhedens lidelse

Til gengæld må Giulia-kørerne se gennem fingre og stolper med nogle skavanker, nemlig de blinde vinkler skråt bagud - og fremad, ikke mindst.

Stolpen mellem for- og siderude er ikke blot tyk som en telefonpæl. Da den også skråner voldsomt bagud, skal motorcyklister og små personbiler ikke ret langt væk, før de er gemt bag stolpen.

Så det skulle ikke undre os, om nogen en uskønne dag, kommer til at lide for skønheden.

Samtidig gør den manuelle gearkasse ikke ligefrem bæstet til nogen letkørt bilmodel, for der skal arbejdes med gear og kobling for at skabe en harmonisk køretur. Vi skal også lige runde infotainmentdelen, der ikke er på niveau med tyskernes.

Alfa satser derfor benhårdt på, at kunderne skal falde for den mere flamboyante stil, der får Alfa-tifosi til at klappe hænderne sammen i benovelse. Nu glæder vi os til at prøve de mere almindelige husmandsmodeller, for det er ikke en Giulia til 1,4 mio kr., der redder Alfa, men til gengæld er den en perfekt spydspids i et comeback.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden