Nu eller aldrig for Pirates

Ishockeyklubben vil helt ind til benet, men har brug for hjælp til at fjerne økonomisk efterslæb

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

AALBORG:Ishockeyklubben Aalborg Pirates står over for en stor økonomisk udfordring. Sidste sæsons underskud på en halv million kroner ser ud til at vokse til det dobbelte i denne sæson.

Spillerbudgettet er ellers det mindste i klubbens historie. Blot 3,5 millioner i denne sæson - en besparelse på en million i forhold til sidste sæson.

- Vi har været forfulgt af gammel gæld, og det har betydet, at vi ikke har haft den nødvendige arbejdsro til forretningsudviklingen af Aalborg Pirates. Det har kostet på indtægtssiden, forklarer bestyrelsesformand Morten Fals.

Han frikender derfor direktør Jens Neustrup Simonsen for ansvar, da han har haft travlt med at lege brandslukker, siden han tiltrådte i efteråret.

Pirates beder nu erhvervslivet, Aalborg Kommune og menigmand om hjælp for at kunne bevare ishockeyen i Aalborg. Der er allerede givet tilsagn om én million kroner i en længe planlagt kapitaludvidelse, hvor man sigter efter det dobbelte. De penge skulle bare nødigt gå til at lukke et tilsvarende hul i kassen.

- For så er vi jo lige vidt. Fra næste sæson skal det handle om udvikling, og vi mener allerede, at vi har et fremtidssikret projekt. Vi begynder at høste frugterne af et godt ungdomsarbejde. Otte spillere af egen avl er allerede indlemmet på holdet, og der kommer hele tiden nye op fra en stor ungdomsafdeling med 350 aktive, siger Morten Fals.

Men hvordan kan Aalborg Pirates garantere, at man ikke om et år står i en tilsvarende situation, hvor der atter er lavvande i kassen.

- Vi er helt bevidste om, at vi skal budgettere langt mere konservativt, og vi vil spare på alle omkostninger – herunder administrationen. Det kræver, at vi indlemmet foreningen og fansene i endnu højere grad, for der er ikke penge til en professionel drift hele vejen rundt. Det er der heller ikke i de andre danske klubber, lyder det fra Morten Fals.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.