Nu er bin Laden næste mål

Efter tilfangetagelsen af Iraks styrtede leder Saddam Hussein rettes kikkerten nu mod al-Qaeda-lederen Osama bin Laden, den hovedansvarlige for terrorangrebene på USA 11. september 2001.

Det bekræfter bl.a. USA's ambassadør i Afghanistan, Zalmay Khalilzad. - Saddam er ikke længere et problem, så nu er bin Laden i søgelyset, siger han. Zalmay Khalilzad får støtte af flere analytikere. De peger på, at bin Laden - der muligvis er i færd med at planlægge nye terrorangreb mod amerikanske interesser - udgør en langt større trussel, end den, Saddam Hussein udgjorde under sine otte måneder på flugt. - USA's største enkeltstående svaghed har været dets manglende evne til at ramme og neutralisere Osama bin Laden og hans næstkommanderede Ayman al-Zawahiri, siger terroreksperten Rohan Gunaratna. Med den virak, der er fulgt i kølvandet på tilfangetagelsen lørdag af Saddam Hussein, får Washington svært ved fortsat at nedtone betydningen af, at bin Laden bliver fanget. En sådan nedtoning har ellers den senere tid været kendetegnende for amerikanske embedsfolk i Afghanistan. At fange bin Laden udgør en langt større udfordring for de amerikanske styrker og efterretningstjenester, end den, jagten på den irakiske leder gjorde, siger analytikere. USA's præsident, George W. Bush, svor i går, at Hussein vil blive retsforfulgt med irakisk deltagelse. Volden fortsatte i Irak i går trods tilfangetagelsen af Saddam Hussein. To bilbomber sprang i går. 1. sektion side 6