Nu er det alvor

Gruppefører, sergent Thorbjørn Christensen fra Aalestrup er glad for endelig at være i Afghanistan og kæmpe for det, han er uddannet til. Han fortæller om at tegne på de lokale børn og om nærkampe med Taliban

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

de lokale børn synes som regel, at det er både hyggeligt og sjovt, når soldaterne, som Thorbjørn her, bokser med dem og tegner dem på hænderne.

To ingeniører er blevet skudt og såret ved Budwan. Det er fra Rune Andersens enhed, men jeg tror ikke, at han er involveret. Tre dage efter denne melding, fik Thorbjørn Christensen, nordjysk soldat fra Aalestrup, der 1. februar blev sendt til Afghanistan som gruppefører for hold 9 Bravo coy bekræftet, at hans kammerat fra Aalestrup, Rune, ikke var kommet noget til. Det var to af hans kolleger fra ingeniørerne, der var ramt. - Da jeg mødte Rune, kunne jeg se, at han var lidt trist til mode - men han glædede sig til at komme ud den efterfølgende morgen, velvidende at vi også var med. Sådan beretter Thorbjørn, som vi skrev om her i avisen, dagen før, at han blev sendt til Afghanistan, og som vi har en aftale om at følge som soldat. Afskeden i Aalborg Lufthavn var svær, ikke mindst fordi hele familien var samlet, og pludselig dukkede også hans bedste ven Palle og ekskæresten gennem fem år, Sanne, op. - Jeg blev rørt til tårer. Jeg elsker de mennesker så højt, at jeg ikke kan beskrive det, fortæller Thorbjørn, der i Kastrup blev mødt af endnu en god ven, Thomas Schmidt, der kom forbi og overraskede. Det var også i Kastrup, at han hooked op med sit crew, som han siger. Det var alle førerne, der skulle af sted. De skulle af sted lidt tidligere end resten af kompagniet for at få kendskab til det område, der ventede i Afghanistan. I lufthavnen var der stille. - De fleste sad vel med en fornemmelse i maven af, at nu er det alvor og tænkte på familie, kone og børn. Thorbjørn husker, at han kiggede på sin delingsfører, der lænede sig frem og sagde: Hvad fanden er det lige, vi har meldt os til, Thorbjørn. Man kan sgu da ikke være helt normal, når man gør det her. - Jeg smilede bare og rystede på hovedet og sagde: Du er sgu heller ikke helt normal. Camp Bastion fandt Thorbjørn ved mødet overdrevent stor. - Det er en kæmpe by, hvor vi har en lille dansk lejr inden i. Vi er så en lille dansk lejr i den. Nød at være ude Var der nervøsitet, forsvandt den første gang, han rullede ud med hold 8, som han skulle tager over efter, et hold, der har haft både døde og sårede. - Jeg nød bare at være ude. Det var det, vi havde ventet på så længe, forklarer Thorbjørn, der var ude for at lære at genkende det, militæret kalder combat indikators - forskellige tegn på, at noget er i gærde. I den første landsby smilede og vinkede folk til soldaterne - i den næste var stemningen anderledes. Folk stod bare og kiggede. - Der blev sendt en enkelt hvid drage i luften i det øjeblik, vi ankom. Det kan være tegn til Taliban om, at vi er i området. Folk får som regel penge for eller bliver truet til at gøre den slags. Om et møde med en anden landsby, hvor der er en Cimic patrulje, en enhed, der udfører civilmilitært arbejde, det vil sige, at den hjælper med genopbygningen ved bl.a. at bygge skoler og parker, fortæller Thorbjørn: Vi troede umiddelbart ikke, at vi ville være velkomne, men folk var rigtig glade for at se os og vinkede til os. Vi gik gennem marker og vandingskanaler. Der havde været et par IEDér (vejsidebomber) i det område, så vi sweepede med minesøgeren for at sikre os imod dem. Inde i byen morede vi os meget med at tegne små tegninger i børnenes hænder. Det, syntes de, var skægt, og de blev vildt glade for at få en tusch eller kuglepen. Efter et par dage i varmen, temperaturen lå på mellem 20 og 25 grader, før den pludselig faldt til frysepunktet, ankom konstablerne til Camp Bastion. For Thorbjørn var det en stor glæde at få dem frem, for, som han siger: Jeg ved, at vi er trænet tilstrækkeligt til vores opgaver, og jeg glædede mig bare til at få mine egne folk med ud. Installeret i ottemandstelte, hvor hver soldat har en feltseng og et lille træskab. Så meget var der sket i de uger, inden konstablerne ankom, at Thorbjørn ikke rigtigt nåede at komme til at savne dem herhjemme. Jo, nok den pige, han forelskede sig i, lige inden han rejste, men, som han fortæller, der sker hele tiden så meget og så meget nyt, som fylder. Som for eksempel også den lille seksårige dreng, der blev skudt i hånden, fordi han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, som Thorbjørn anfører. Første patruljer Efter knap tre uger i Afghanistan var Thorbjørn på sine første patruljer med drengene, som han kalder soldaterne. Først som forreste patrulje til Clifton så til Bridzar. Anden gang ville Thorbjørn have området sweepet. - Da vi kom ned i dalen og skulle rundt om hjørnet på et compound, opdagede vi et nygravet hul og en command pull, en slags snor, som taleban kan sidde på afstand og trække i for at udløse en IED, (vejsidebombe), når vi kommer gående. Der var endnu ikke smidt ladning i, så Thorbjørn mener, at enheden har overrasket Taleban. - Jeg fulgte kablet og opdagede, at Taleban stort set havde kunnet gå uset ind ude fra den grønne zone ved blot at gå i en lille grøft. Så jeg lagde et way point ind på min gps og kalder stedet death corner. Det var under de første patruljeringer, at soldaterne skriver, hvad Thorbjørn kalder Danmarks-historie. De rullede som de første danske soldater mod Camp Price i de nye IKKér, infanterikampkøretøjer. - Det var en skøn fornemmelse og fedt at høre V8éren brøle derudaf. Vi kan nå en topfart på 90-100 km/t, og vi har spændt et 2X2 meter dannebrog på den ene. Der ser vildt godt ud, når det hænger der i vinden. Det er under en efterfølgende operation, at Thorbjørn møder Rune, kammeraten fra Aalestrup. Pressede Taleban Thorbjørns enhed er nu udnævnt til QRFén, quick respons force, en mobil og hurtig enhed, der skal kunne smides ud på operationer rundt omkring i det danske ansvarsområde i Helmand i løbet af meget kort tid. - Vi skulle op at støtte HRU kompagniet fra Slagelse i Rahim og Budwan, da de havde haft en hård uge med flere sårede. Jeg sagde til mine drenge, at nu skulle vi op at presse Taleban og støtte HFUérne. Da de næste morgen rykkede, lagde han mærke til intensiteten i øjnene på folk. - Nogle virkede en smule nervøse, men de var meget fokuserede. Så snart de satte foden på den grønne zone, kunne de over Talebans net, som soldaterne lytter med på, høre, at de var set, og at Taleban planlagde at ødelægge deres køretøj og lægge vejsidebomber ud foruden, at de ville åbne ild med maskingeværer og panserværnsvåben. - De lå klar til os blot 500 meter fremme. - Men vi pressede dem. Thorbjørn fortæller om, hvordan de bevægede sig fremad med minesøger og om Talebanerne, som lagde bomber ud. - På et tidspunkt opdagede vi, at vi sad fire meter fra en IED. De fik det bekræftet og lagde det ind på gpsén foruden, at de markerede det, så civile ikke træder på vejsidebomben. Derpå fortsatte de. Til sidst trak Taleban sig. - Min gruppe sad nu offensivt på de stillinger, Taleban havde ligget i. Så vores mål var mere end nået, og vi havde fået skabt en smule frirum til vores kolleger. Nu manglede vi bare at skulle hele vejen tilbage, fortæller Thorbjørn, der til gengæld havde en rigtig trist dag, den dag soldaternes øverste chef, forsvarsminister Søren Gade gik af. - Det var til stor frustration for os alle. - Jeg forstår hans valg. Han har ikke fået en fair behandling af medierne, mener Thorbjørn, der er af den opfattelse, at ingen anden ville have kunnet håndtere det skete bedre. - Søren Gade er den bedste. Vi takker ham for hans kæmpeindsats for soldaterne.