Nu er hun dansk - efter 34 år

Indiske Lynn valgte med hjertet, da hun i 1969 sagde ja til Benny og Danmark. Nu siger hun tak for et arbejdsliv, der har givet hende alle de muligheder, hun kunne ønske sig, men hun har også oplevet de senere års fremmedhad

AALBORG:Selv om hun har opholdt sig i Danmark i 34 år og næsten lige så længe har ydet sit bidrag til at holde samfundet i gang, er hun i de senere år ikke blevet skånet for nedsættende kommentarer. Sådan var det ikke engang. Det er en rejse i forskellige kulturer før, nu og i fremtiden, der udfolder sig, når indiske, nu danske Elise Lynn Pedersen, sygeplejerske, sygeplejelærer og de seneste år hjemmesygeplejerske, gør status over årene på det danske arbejdsmarked. Da hun kom til landet i 1969 vendte folk sig om efter hende på gaden og smilede. Det gav en varm følelse. Hun mødte medmenneskelig interesse og nogle kunne ligefrem udbryde: Nej, hvor er du smuk. Det var motivation til at komme videre. Hun lærte dansk hos Berlitz og kunne efter et år søge Sundhedsstyrelsen om autorisation som dansk sygeplejerske. Derefter blev hun optaget af Dansk Sygeplejeråd. Imellemtiden havde hun mødt lederen af Aalborg Fødeklinik, hvor hun fik lov til at gå og ind og hjælpe. Nogen viste hende tillid, og hun fik et indblik i dansk levevis. Danmark har givet hende alle de muligheder, hun kunne ønske sig. Et kryds på papiret Efter hendes opfattelse begyndte problemerne med dansk flygtning/indvandring omkring 1983-84. Gennem tre år som medarbejder hos Røde Kors og modtagelse af flygtninge fra bl. a. Sri Lanka, stiftede hun bekendtskab med et uhensigtsmæssigt system, hvor man sad og krydsede folk ind efter et skema i stedet for at sætte fokus på deres personlige og uddannelsesmæssige kompetencer. - Der er opstået en barnepigementalitet, hvor flygtning/indvandrerne gøres passive, mener Elise Lynn Pedersen. Oveni kommer et erhvervsliv, som er bange for at invitere de folk ud på arbejdspladserne. Der findes stolte mennesker andre steder. Ikke bare her. Overalt er der veluddannede mennesker, der rejser ud. Alle vil jo gerne Alle vil gerne arbejde, og racisme er ikke er ord, der hører med til billedet af danskerne, og i hvert fald ikke noget, man kendte til i 1969. Der er så et politisk parti, der har svunget sig op på at være kritisk over for de fremmede. Og ork, jo. Efter Elise Lynn Pedersens erfaringer, findes der også klasser i Danmark. Og det er de svageste, der har det sværest ved at acceptere fremmede. Vi blader i nostalgiens dagbøger. Første billede: Lynn 15 årig indisk skønhed, som drømte om en fremtid enten som stewardesse eller som noget på et skib. Andet billede: Lynn som indisk løjtnant, uddannet inden for sygepleje. Tredje billede: Lynn med sin livs Benny, som fandt hende i Indien, da den unge smed var udsendt af Danida. Fjerde billede - vor fotografs - Lynn i sofaen i villaen på Hobrovej på vej mod de 62 år og efterlønnen, imens hun ser tilbage på sine mange år i Danmark. Bag hende et maleri, som Benny forærede hende i 1969. Hun elsker vand. Sønnerne i Holland Lynn ser tilbage på sit liv, som på alle måder har formet sig om hengiven kærlighed til ham, der skulle blive hendes mand og far til deres to sønner, Kim, 30 år, og Peter, 25 år. Begge i gode stillinger i Holland, og de kommer nok aldrig tilbage til det land, der har betalt for deres uddannelser. Også de har mødt en racisme, som ikke kendes i det multietniske Holland. Kim har mastergrad i international politik og en bachelorgrad i antropologi fra Københavns Universitet. Peter er uddannet inden for handel fra Niels Brock i København Der er levende lys i vinduet ud mod formiddagstrafikken på Hobrovej, hvor der er udsigt til Aalborg Sygehus’ nybyggeri. Hun lader tankerne gå tilbage til 1968 - og til Indien. Var Benny mon gift i Danmark. Havde han børn? Og skyldte han penge væk? Tankerne myldrede i hendes hoved. Lynn var veletableret med egen lejlighed, veluddannet, ud af god familie og havde i øvrigt udsigt til giftermål ind i en indisk familie og en fremtid, hvor hun ville have tjenestefolk på hver finger. Men da hun gav Benny sit ja i den katolske kirke i Bangalore 9. maj 1969 følte hun, at det var rigtigt. Lynn sagde dengang ikke alene ja til sin mand, men også til et liv i Danmark. I bagagen havde hun en universitetsuddannelse som militærsygeplejerske, jordemoder og sygeplejelærer. Hun var meget selvstændig. Det har været Benny, der har givet hende al den støtte og kærlighed til at komme videre, når omverdenen er gået hende imod. Det har den ind imellem. Lynn er dansk. I løbet af årene har hun taget det bedste fra de to verdener til sig. Men når hun i dag kører rundt i Danmark sammen med sin mand, kan hun sige: - Jo, dette dejlige land er mit. I hendes nye livskapitel bliver der nu tid til at rejse til på besøg hos sønnerne i Holland, hos brødrene, Kevin DeBrass i Singapore og Peter Debrass i Indien og anden familie i England. Og der skal læses, spilles klaver og synges i kor. Verden står åben.