Nu er kattene pist væk

Politianmeldelser i et nu kattefrit villakvarter.

Emil - den ene af Henrik Holm Jensens sorte katte - er lige som sin bror, Alfred, og flere artsfæller forsvundet fra Fiskerbanke. Privatfoto

Emil - den ene af Henrik Holm Jensens sorte katte - er lige som sin bror, Alfred, og flere artsfæller forsvundet fra Fiskerbanke. Privatfoto

En koldfront har lagt sig mellem Fiskerbanke og Doggerbanke - to nabogader i et villakvarter i Skagen. Den isnende stemning skyldes, at flere familiekatte på Fiskerbanke er forsvundet. Det er sket, efter en genbo på Doggerbanke har været særdeles aktiv med at indfange fritgående katte i en fælde og aflevere dem til politiet. Nu er han selv anmeldt til politiet af to af katteejerne. De tror, han står bag deres kattes forsvinden. Henrik Holm Jensen, der bor på Fiskerbanke, fortæller, at en af de forsvundne katte blev fundet ved Råbjerg Mile en måned efter, den forsvandt. Den 16 år gamle kat var forkommen og fyldt med tæger. Den måtte aflives. Kort efter forsvandt Henrik Holm Jensens egne to katte. Det skete med et par ugers mellemrum. Det er familien Holm Jensen kede af. Striden mellem katteejerne og deres naboer har stået på gennem lang tid. En skarp advarsel I april i år indrykkede Poul Frøstrup og tre naboer på Doggerbanke en annonce i Skagen Onsdag. Fritløbende katte i de fire familiers haver på Doggerbanke ville blive indfanget og aflivet, hed det. Truslen var fremsat med henvisning til lov om mark- og vejfred. For katte må ikke løbe frit omkring. Det fastslår den gamle lov. Annoncen og NORDJYSKE Mediers omtale af striden gav anledning til en hed debat på nettet mellem katteejere og folk, der helst er fri for katte. En, der absolut ikke brød sig om budskabet i annoncen, skrev med spraymaling "Morder" på et plankeværk på Doggerbanke. Kattene var ligeglade Poul Frøstrup forklarede dengang, at han var træt af, at de fremmede katte sked i hans have og også var hoppet ind gennem et åbent soveværelsesvindue. Men kattene på Fiskerbanke læser ikke avis, så de fortsatte ufortrødent med at spankulere over i haverne på Doggerbanke. Henrik Holm Jensen fortæller, at han og hans kone flere gange i foråret er blevet ringet op af politiet og bedt om at afhente deres to katte, som Poul Frøstrup havde fanget i en fælde og bagefter afleveret på politistationen. Familien Holm Jensen forsøgte i en periode at holde kattene indespærret, selv om de synes, katte skal have lov at løbe frit omkring. Men efter en periode med husarrest til kattene i garagen, slap de dem ud igen. Nu er begge katte væk. - Vi ser slet ingen katte i kvarteret mere, siger Henrik Holm Jensen. Politiet sagde stop Politiet nægtede til sidst at tage mod kattene, når Poul Frøstrup kom på stationen med dem. - Men vore katte er ikke kommet hjem, og nu tror vi, han har sat dem ud et helt andet sted, siger Henrik Holm Jensen. Han fortæller, at katteejerne har henvendt sig til Poul Frøstrup og dennes naboer på Doggerbanke for at få en dialog. Men forgæves. Nu har Henrik Holm Jensen og ejeren af katten, der blev fundet ved Råbjerg Mile, i stedet indgivet politianmeldelse mod Poul Frøstrup. De mener, at hans kattefælde er ulovlig, og at indfangning af katte forudsætter en kommunal tilladelse. Poul Frøstrup siger, at han ikke aner, hvad der er blevet af kattene fra Fiskerbanke. Han har i øvrigt ingen kommentarer. - Det er lang tid siden, vi har haft katte i haven, så problemet er gået i sig selv, siger han. Vicepolitikommissær Steen Hørlück, Nordjyllands Politi, oplyser, at politiet har talt med begge parter i sagen, men ikke har rejst nogen sigtelse. Han betegner konflikten, der begyndte for mere end et år siden, som en nabostrid, som politiet ikke kan løse. Men han vil kontakte politiets særlige konfliktmægler for at få ham til at gøre et forsøg på at få parterne til at tale sammen.