EMNER

Nu er smertegrænsen nået

Vedr. sammenlægninger af kommuner om amter til regioner er der store protester over nedskæringer af den offentlige sektor.

Den melodi har vi hørt før. Der har været protester og strejker rigtigt mange gange i de senste 40-50 år over store nedskæringer, hvor der er skåret helt ind til benet, som man påstår. Hvad er så virkeligheden? I ca. 1960 rundede vi 200.000 offentligt ansatte. Da var der ingen i deres vildeste fantasi, der forestillede sig, at vi ca. fire årtier efter ville have godt fire gange så mange offentligt ansatte, altså ca. 850.000. Så de, der i alle de år har protesteret over offentlige nedskæringer, har enten ikke vidst, hvad der er foregået, eller også har de, der har protesteret, været komplete ligeglade med sandheden og været meget egoistiske, og her har især venstrefløjen været meget uansvarlig og kynisk for at fremme deres uduelige politik. Man må jo spørge sig selv om, hvordan det har kunnet gå til, at den offentlige sektor har ekspanderet så voldsomt i alle disse nedskæringsår. Grunden er meget menneskeligt: Borgerne presser de lokale politikere til at bevilge flere penge til deres interesseområde. Det kan være børnefamilier, der forlanger bedre pasningsmuligheder i både børneinstitutioner, skoler, fritidshjem m.v. Andre borgere forlanger bedre sygehuse, andre bedre forhold til de ældre, andre flere penge til kultur, andre til idræt osv. osv. Dette pres på politikerne er svært at modstå. Man vil jo gerne vælges igen og helst på andre politikeres bekostning. Det gælder både til Folketinget, amterne og kommunevalg. Hvis vi tager den nuværende situation, hvor der protesteres over nedskæringer. er det ligesom de utallige andre gange urigtigt. Der er ikke tale om nedskæringer, men en efter manges mening for lille udvidelse af den offentlige sektor, så hvis man vil være ærlig og hæderlig, burde man protestere over, at udvidelsen af den offentlige sektor ikke går så hurtigt som man ønsker. Det stiller så spørgsmålet til sidst: Hvor stor skal den offentlige sektor være? For jo større den bliver, des større del af samfundskagen lægger den beslag på, og hvor er smertegrænsen? Den har vi nået, når selv almindelige lønmodtagere ikke vil arbejde mere. Jeg ved, at mange ikke vil tjene mere end ca. 300.000 kr., for så kommer de til at betale efter deres mening alt for meget i skat af de sidst tjente kroner. Dette problem ved både de ansvarlige politikere og økonomier, men for politikerne er det meget svært at modstå presset fra vælgerne. Det gælder ikke mindst i den nuværende situation, hvor den danske økonomi er den bedste nogensinde, og mange forlanger, at der skal bruges flere penge til det offentlige. Til de mennesker, der er så uansvarligem, er der kun én ting at sige: At der er meget, meget egoistiske og utroligt snæversynede.