Nu er timen til ende - for stedse

Elsebeth og Jens Pors kvitter efter 30 år som lærerpar i Valsgaard

Skolevæsen 20. juni 2003 08:00

VALSGAARD: En ganske særlig og vemodig dag venter i dag lærerparret Elsebeth og Jens Pors, som ved middagstid går på efterløn efter 30 år på Valsgaard Skole. Dermed vil børn og forældre i Valsgaard endnu sjældnere støde på et kendt læreransigt i byen. Kun en enkelt fra skolens lærerstab vil efter sommerferien være bosat i Valsgaard - i øvrigt den eneste lærer, som har undervist på byens skole i mere end fem år. Hele den gamle garde med rødder tilbage til skolens barndom er nu gået på pension eller efterløn. Sidste skoledag Men inden Elsebeth og Jens Pors for sidste gang skal forlade Valsgaard Skoles indgangsdør, vækkes de - som traditionen byder denne sidste skoledag før sommerferien - af de ældste elever, der også sørger for morgenkaffe på skolen klokken 8. Bagefter underholder syvendeklasserne deres yngre kammerater og siger på den måde farvel og tak til Valsgaard Skole, inden børnene drager videre til Solhverv eller Arden Skole. Det abdicerende lærerpar har selvfølgelig grundigt overvejet deres beslutning, som de ikke fortryder. - Forandringerne sker for hurtigt nu om dage - og bestemt ikke altid til det bedre. Begreber når dårligt at bundfælde sig, før de skiftes ud med nye ideer. Især arbejdstidsregler har ændret sig så meget, at det efterhånden er svært at få sjælen med. Vi bruger stedse mere energi på at snakke og få planlagt, hvordan tingene skal gøres i stedet for bare at undervise. Kunne vi nøjes med det, havde vi måske fortsat lidt endnu, for det er helt afgjort ikke på grund af børnene, vi stopper, lyder Elsebeth og Jens Pors fælles hjertesuk over skoletingenes tilstand. Faglighed udfordres Efter sommerferien introducerer blandt andre Valsgaard Skole selvstyrende lærerteams, der tilrettelægger undervisningen for en klasse. - Jeg frygter, at man sætter fagligheden ud på et sidespor, når eksempelvis tre lærere på syvende årgang skal sprede sig over 9-10 fag, påpeger Elsebeth Pors. - Faglighed betyder alt, for man underviser uvægerligt meget bedre på felter, hvor man føler sig fagligt kompetent og besidder det fornødne overblik. Sat lidt på spidsen, så dur jeg altså ikke til at lave halmbukke og sprællemand, uddyber Jens Pors. Selvstyrende team indebærer, at hver lærer kommer til at koncentrere indsatsen om færre årgange. Den gammeldags klasselærer, der følger eleverne gennem hele skoleforløbet, er ved at være en uddøende race. Ej heller en tanke, der huer parret. Som klasselærere har de sammenlagt ført ført ni skoleklasser igennem fra start til slut. - Som klasselærer er det en glæde at få lov at påvirke, opdrage og modne børnene, gøre dem klar til at fortsætte ud i samfundet, forklarer de. Grønlands-besøg - Min hverdag har været styret af et skoleskema, siden jeg for 53 år siden begyndte i første klasse. Nu skal det såmænd blive helt rart selv at kunne bestemme dagens forløb, siger Elsebeth Pors. Hun og gemalen ser frem til snart at besøge sønnen Mikkel, lærer på Grønland og leverandør af parrets første barnebarn, Emma. Et gesyn for de to efterlønnere, hvis parløb begyndte med fire års lærergerning i Suppertoppen. - Først boede vi hver sit sted, så gik vi over til fælles madlavning, og til sidst flyttede vi sammen - og blev forresten gift 24. december 1970, spøger Jens Pors. I 1973 landede de så i Valsgaard. - Vi mærkede tydeligt, at vi var kommet til en landsbyskole, hvor børnene hjemmefra stadig havde i sig, at man rettede sig efter, hvad læreren sagde. I dag er børnene anderledes frie at arbejde med. Det har været en spændende tid, fastslår de.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...