Nu er tre fængslet i sag om bankrøveri

To røvere tilsyneladende tilskyndet af bagmand

AALBORG:Aalborg Politi har fået varetægtsfængslet yderligere to mænd i sagen om et røveri mod Nørresundby Banks filial på Vestre Allé i efteråret. De to mænd, begge 27 år, blev i fredags fremstillet i Retten i Aalborg, der fængslede dem til 24. februar. I forvejen sidder en 23-årig mand fængslet til samme dato i sagen. Han har erkendt at være en af de to maskerede mænd, der 16. september sidste år røvede banken. Kriminalkommissær Ejler Larsen, Aalborg Politi, ønsker ikke at oplyse noget om den seneste udvikling i opklaringsarbejdet, men nøjes med at bekræfte, at de 27-årige er fængslet. Ejler Larsen bemærker, at politiet skal tage hensyn til efterforskningen, og at samme hensyn er årsag til, at politiet ikke tidligere har fortalt om grundlovsforhøret og de nye fængslinger, der foregik for lukkede døre. Nægtede sig skyldig Såvidt NORDJYSKE erfarer, er den ene af de to 27-årige mænd sigtet for at være idémanden bag røveriet, mens den anden er sigtet for at have deltaget aktivt sammen med den 23-årige. Den formodede bagmand ville fredag i retten ikke tage stilling til sigtelsen, mens den anden nægtede sig skyldig. Røveriet på Vestre Allé bag den tidligere Scala-biograf skete om formiddagen 16. september, da to sortklædte og maskerede mænd kom ind i filialen. Den ene tog opstilling med et oversavet jagtgevær og pegede ud over personalet, mens den anden gik om og tømte kasserne for et beløb, som banken ikke ønsker offentliggjort. I den forbindelse brugte sidstnævnte et medbragt koben til at opbryde en kasse med fremmed valuta. Jakker fundet Efter røveriet flygtede mændene på hver sin knallert til fodboldklubben Changs baneanlæg, hvor de forsøgte at skjule knallerterne under en presenning. En baneinspektør opdagede dem, men han blev bedt om at forsvinde, idet en af røverne truende viste geværet frem. Derefter forsvandt mændene ind i Øster Ådal, og trods et massivt politiopbud lykkedes det ikke i første omgang at opspore dem. I ådalen fandt politiet røvernes jakker, og på dem er der fundet biologisk materiale, som var egnet til at lave en dna-profil. Tilsyneladende var det disse tekniske spor, som gav det gennembrud i efterforskningen, der førte til anholdelse og fængsling af den 23-årige lige før nytår og nu altså to nye varetægtsfængslinger.