Nu er vandet varmt i Snedsted

De to fysioterapeuter bag den nye klinik ved Snedsted Hallen glæder sig over at være kommet på plads.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fysioterapeuterne Nina Bertelsen og Hanne Bier Sørensen er nu rykket ind i deres nye klinik ved Snedsted Hallen, hvor de glæder sig til at komme rigtig på plads. Foto: Peter Mørk

Forrige weekend flyttede de to indehavere af Hundborg Fysioterapi hele klinikken til Snedsted. De første hold har nu taget det nye varmtvandsbassin i brug, efter at vandtemperaturen er nået op på de ønskede 34 grader. Med flytningen skifter klinikken navn til Fysio Klinik Snedsted. Kodeordene for den nye klinik vil være fysioterapi, sundhed og varmtvandsbassin. - Det bliver de tre ben, vi kommer til at gå på. Ud over varmtvandsbassinet tilbyder vi fuldstændig almindelig fysioterapi, og så vil vi også satse mere på sundhedstilbud til for eksempel virksomheder, fortæller Hanne Bier Sørensen. Det kan være noget med at komme ud på virksomhederne og tilbyde sundhedstjek til medarbejderne. Med hensyn til fysioterapi tager klinikken først og fremmest imod patienter, der er henvist fra lægen. - Men vi er også begyndt at tage folk ind uden henvisning. Det er noget, vi har fået forespørgsler på, for det er ikke alle, der ønsker at blive registreret. I så fald betaler man selv den ekstra tredjedel, som sygesikringen ellers ville dække, fortæller Hanne Bier Sørensen. Godt samarbejde med hallen Hun og medindehaveren, Nina Bertelsen glæder sig over, at de med flytningen til den nybyggede klinik i tilknytning til Snedsted Hallen får nye muligheder. De kan for eksempel efter aftale benytte hallens veludstyrede motionscenter samt en træningssal, hvor de allerede har startet hold i zumba og pilates. Til gengæld er det nye varmtvandsbassin åbent for svømmehallens almindelige brugere i weekenden samt mandag og onsdag aften. - Vi har et rigtig godt samarbejde med Snedsted Hallen. Bestyrelsen har lagt et stort stykke arbejde i at få det her projekt til at blive en realitet. Uden de ildsjæle, der er i Snedsted, ville det her aldrig være blevet, siger Hanne Bier Sørensen. Langvarig proces Processen har været langvarig, og blandt byrådspolitikerne var det ikke alle, der syntes godt om ideen om at etablere et nyt varmtvandsbassin i tilknytning til Snedsted Hallen som afløser for det bassin, der lukker på Solgården i Hundborg. - Men vi tror, at det var en god beslutning, og det er super lækkert at komme i nogle helt nyopførte lokaler, fastslår Hanne Bier Sørensen. De to fysioterapeuter lejer sig ind hos hallen, men klinikken er opført specielt til dem. Her kan de fortsætte deres træningshold i varmt vand, som de både har i eget regi og for gigtforeningen, GOK. Hundborg Fysioterapi forpagtede terapibassinet og de tilstødende lokaler i tilknytning til ældrecentret Solgården fra 1996. Men da byrådet besluttede at bygge et nyt ældrecenter i Hundborg og rive det gamle ned, blev Hundborg Fysioterapi opsagt. I første omgang fra 1. april i år. - Men lederen af Solgården har været utrolig sød, så aftalen er blevet forlænget flere gange, indtil vores nye klinik stod klar, siger Nina Bertelsen. Nu glæder begge de to indehavere sig over, at lang tids usikkerhed er slut. Nu mangler der kun noget praktisk arbejde, idet de skal have indkøbt lidt mere inventar til den nye klinik. Det skal gerne nås inden søndag 4. december, hvor Fysio Klinik Snedsted holder åbent hus og viser de nye lokaler frem for alle interesserede i forbindelse med byens store juleoptog. Der er desuden planlagt en reception 20. januar 2012.