Nu får de heldigvis skrammer

Institutionen i Rold Skov giver de urolige børn lov at mærke deres egne grænser

Skolevæsen 9. september 2004 06:00

SKØRPING: I det lille skovløberhus i Rold Skov regner man den indendørs plads ud i kubikmeter, for der er ikke meget af den, hvis man holder sig til flademålet. Men hvad skal man også med det, når problemet netop er, at man har svært ved at sidde på sin flade ret lang tid ad gangen? - Man kan ikke lære at sidde stille, når man ikke kan. Man kan heller ikke lære at gå, hvis man mangler et ben, siger pædagog Hans-Jørn Petersen, kaldet Hansi, som sammen med kollegaen Thomas Rønnau har taget initiativ til at åbne Institutionen i Rold Skov for halvandet år siden. Her kan op til seks børn ad gangen gå i skole og blive behandlet for deres forskellige vanskeligheder med at koncentrere sig og omgås andre. For det første behøver de altså ikke at sidde stille hele tiden, når de ikke kan. Kun når man spiser, er det et absolut krav, en del af "betonmuren", som Hansi kalder de få ufravigelige principper. Ellers er der masser af rum ude i skoven uden for huset, hvor man kan trække vejret frit og få afløb. Eleverne laver også skovarbejde, hugger brænde og lærer, at de i grunden kan meget, når de får lov til det, de kan. - Jakob får jo brugt alt det her krudt. Og bagefter er der pludselig bedre mulighed for at sidde stille, siger Tille Hansen, Skalborg, som er mor til Jakob på 10 år. Han er "ADHD'er", og da han gik på sin gamle skole på DAMP-afsnittet, var han næsten altid vred og frustreret. Nu vil han i skole, uanset hvor syg han er. Og det kan godt gå lidt voldsomt for sig i løbet af en dag i Rold Skov. - Han har fået mange skrammer, for han får lov at bruge sig selv her, får lov at kravle op i træet og mærke sig selv og sine grænser. Der er sket en kæmpe forandring med ham. Nu føler han, at han kan noget. "Jeg kan hugge brænde", siger han. Og så bliver han også motiveret til at turde noget andet, for eksempel at skrive bogstaver. Han har oven i købet selv bedt om at få lektier for nu, fortæller Tille Hansen. Hansi skynder sig at forklare, at man skam følger nogle sikkerhedsregler og foreskriver hjelme og den slags. - De får ikke ligefrem lov at skade sig selv bevidst. Men de får lov til det, vi synes, de kan, siger Hansi og forklarer, at børnenes diagnoser kun har en vis betydning: - Der skal selvfølgelig en masse faglighed til. Men man skal ikke lade sig begrænse af papirer og diagnoser. Børnene bliver tit puttet ind i et system, men ikke alle passer ind. De er jo små individualister, og vi ser på dem individuelt og måler dem ikke på, hvad de ikke kan. Sisse Aaen, Nørrresundby, er mor til Thais på 12 år, som har diagnosen Aspbergers syndrom. Hun er glad for, at de lidt vildere udfoldelser foregår her, hvor hun ikke behøver selv at overvære dem, for også Thais er blevet bremset alt for meget, synes hun, så han ikke har ment, at han kunne noget. Ligesom Jakobs mor har hun også oplevet, at sønnen har været igennem en dramatisk udvikling i positiv retning: - Der er sket en kanonstor forandring med Thais. Før var hans selvtillid i bund, men nu er han blomstret op. Før havde vi ét barn i skolen og ét barn hjemme, men nu er han det samme barn hele tiden. Og han glæder sig til at komme i skole, siger Sisse Aaen, som er blevet meget overrasket over, hvor hurtigt de voksne i Institutionen i Rold Skov vandt Thais' tillid. - Thais var meget mistroisk før, men efter en dag eller to ville han jo flytte sammen med Hansi, griner hun og roser de voksne på stedet for den måde, de er på. Eleverne må også gerne ringe til blandt andre Hansi uden for skoletid, hvis de har lyst til det og brug for det, og i det hele taget er der ikke noget med hverken fysiske eller tidsmæssige børnefri zoner. Pauser holder man sammen med børnene, der er ingen kaffestuer eller kontorer forbeholdt de voksne. - Her skal man være af lyst. Man skal kunne tåle at være sammen med de unger, ellers kan det være lige meget. De kan godt mærke forskellen, siger Hansi, som af samme grund afviser at have plads til personale, som er søgende og mest ude på at prøve sig selv af. - Man skal ikke være her, fordi det er sejt og in at arbejde med denne gruppe børn. Det giver alt for stor udskiftning. En af metoderne, som institutionen har taget i anvendelse, og som synes at virke, er den såkaldte femmerordning, en slags internt belønningssystem, som lærer børnene mange ting på én gang: At det kan betale sig at opføre sig ordentligt over for hinanden, at passe sin skole, sit ansvarsområde og sit skovarbejde, og at det til gengæld koster, hvis man ødelægger noget bevidst. Thais siger, at ordningen allerede har lært ham meget: - Jeg er begyndt at forstå, at jo mindre ting der bliver smadret, jo flere nye ting kan vi få. Det går ud på, at hver elev kan tjene fem kroner om dagen, hvis de lader være med at drille, slås og snakke grimt. Passer man skolearbejdet uden vrøvl, tjener man fem kroner mere. At passe sine mesterpligter udløser endnu en femmer pr. dag. For eksempel er Thais mesteransvarlig for pc og spil sammen med to voksne. Og endelig skal man én gang ugentlig deltage i skovarbejde. Op til 100 kr. kan hvert barn således tjene på en uge, selv om de aldrig får dem med hjem som klingende mønt. De kan spares op og bruges til særlige indkøb til den personlige "pausekasse", for eksempel et spil eller et blad, eller til lommepenge på turene ud af huset. - Men ødelægger man noget med vilje, så koster det også noget. Og har man ingen penge, er det bare ærgerligt, siger Hansi, som med stor vægt kalder institutionen et "vi-sted": - Børnene er også med til at bestemme, hvad vi skal bruge vores fælles penge til. Og så kan de jo godt se, at der ikke kan blive til så flot en skitur, hvis der er blevet ødelagt meget. Femmerordningen er også noget, der peger fremad mod et liv efter Institutionen i Rold Skov. - Vi skal jo ikke gøre dem til grønne, mosgroede skovtrolde. De skal også ud herfra igen. For eksempel vil nogle af børnene efterhånden kunne deltage i nogle enkelte timer i en folkeskole, det kunne være matematik eller sløjd. Det ville give sejre, siger Hansi. Og selv om man ikke er født med evnen til empati, at sætte sig i andres sted, så kan man godt konkret lære at gøre det, der virker bedst i samspillet med andre. - Måske føler man ikke automatisk, at man skal åbne døren for en dame, der bakser med en masse indkøbsposer. Men hvis man prøver det og opdager, at man får positiv respons, kan man godt huske at gøre det en anden gang, siger Hansi. Jakobs og Thais' mødre har allerede oplevet, at deres drenge har fået en bedre kontakt med andre. - Før var Jakob sig selv nærmest. Men den omsorg, vi altid har fået at vide, ens børn ikke besidder, kan de godt vise her over for hinanden, siger Tille Hansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...