Arbejdsløshed

Nu fyrer nordjyske firmaer ansatte

Ledigheden i Nordjylland vokser eksplosivt, men det går stadig bedre her end for landet som helhed. Det største ledighed finder man i restaurationsbranchen, 18,3 pct. står uden job.

AALBORG:Den verdensomspændende økonomiske afmatning slår nu igennem i Nordjylland i form af afskedigelser og stigende ledighedstal. Helt nye tal fra Danmarks Statistik viser, at i april i år var antallet af ledige i Nordjylland steget med godt 1700 i forhold til samme måned året før. Dermed var der i april i alt 19.183 arbejdsløse nordjyder. Det svarer til en stigning i arbejdsløsheden på 10,1 pct, oplyser fuldmægtig Kurt Nielsen, Arbejdsformidlingen i Aalborg. - Efter at vi i Nordjylland har oplevet en periode med faldende ledighed, selv om arbejdsløsheden på landsplan har været stigende, er den negative udvikling med stigende ledighed også nået til vores landsdel. Men man bør bemærke, at det stadig går bedre i Nordjylland end for landet som helhed, idet antallet af arbejdsløse på landsplan er steget med 14,2 pct., hvor ledigheden i Nordjylland kun er vokset med 10,1 pct. I hele landet er der blevet 20.000 flere ledige siden april i fjor, forklarer Kurt Nielsen. Han tilføjer, at selv om der ikke er tvivl om, at den store stigning i antallet af arbejdsløse afspejler, at adskillige nordjyske virksomheder har været ude i afskedigelser og nedskæringer gennem de senere måneder, er en del af forklaringen på den store vækst i ledigheden også, at der i april var omkring 500 færre i aktivering end i samme måned året før. Den stigende ledighed rammer meget forskelligt fra branche til branche. I Nordjylland topper restaurationsbranchen med en ledighedsprocent på 18,3, mens sygeplejerskerne er helt nede på 0,6 pct. At den stigende ledighed rammer meget forskelligt ses også på antallet af arbejdsløse mænd og kvinder. Hvor de nordjyske mænds ledighed er steget med hele 14,8 pct. har de nordjyske kvinder kun oplevet en stigning på 5,9 pct. Her spiller det ind, at mændene er hårdt ramt af de dårlige konjunkturerne i industrien og i byggesektoren, påpeger Kurt Nielsen. Hos Dansk Industri siger den nordjyske formand, Kurt Weis Christensen, at det vigtigste budskab er, at ledigheden stiger mindre i Nordjylland end i resten af landet. - Vi kan se på det nordjyske konjunkturbarometer, at virksomhederne i Nordjylland ser mere lyst på fremtiden end i landet som helhed, og jeg tror, at vores erhvervsstruktur med mange mindre virksomheder, der ikke er eksportafhængige, gør os mere robuste end erhvervslivet i eksempelvis hovedstadsområdet, påpeger han.