Aalborg

Nu går det galt

Så skal vi spare. Så skal vi bruge. Er det svært at finde ud af. Læs videre og bliv enten klogere eller mere forvirret

"A har set i mit fjernsyn, at nu går det galt". Siger man ikke, at kunsten formulerer alment gyldige sandheder, evigt gyldige sandheder ligefrem? Niels Hausgaard ramte i hvert fald ret godt plet, da han tidligt i 70'erne skrev denne herlige parodi på økonomiske vis- og spåmænd. "Så skal vi spare, og så skal vi bruge - parolen, den skifter hver gang i en uge" lettere omskrevet til normaldansk. Hvilket i parentes bemærket ubetinget er en dødssynd. Hausgaard er kun Hausgaard på vendelbomål, men enhver kender af dette sprog vil sandsyn-, næh, naturligvis for sit indre øre høre Hundelev-stemmen. Vi skal både spare og bruge, ellers går det helt galt. Altså spare, det var sidste sæson. Nu skal dankortet gløde, hvis man er i besiddelse af det mindste gram borgersind. Ærlig talt, Steen Bocian, jeg gider ikke. Hvorfor f... skal jeg købe mere, end jeg har brug for? Det kan umuligt være rigtigt, at vi hovedløst skal bruge løs af alverdens resurser (sådan må man gerne stave ressourcer - det gik galt i Sprognævnet). En eller anden kanal sender desuden et program betitlet "Luksusfælden". I dette program, som jeg har set et enkelt klip af, bliver mennesker, der i den grad har levet op til og praktiseret økonomernes løsningsmuligheder - at bruge løs - gennemheglet, men ikke af Steen Bocian. De stakkels mennesker sidder i noget nær bundløs gæld. "Jamen, jeg har hørt i mit fjernsyn, at vi skal bruge". Kunne vi så bare blive enige om fortrinsvis at købe kaffe, kakao og lignende - Jeg mener ... det ville være en effektiv form for ulandshjælp. Fladskærme? Jo, jeg kan godt se, Japan er i svære vanskeligheder, så de trænger nok også til en hjælpende hånd. Politikerne vil altid gerne hjælpe. Går det galt? Er det ved at gå galt? Vi må gøre noget. Det gjorde de, politikerne. F.eks. de stakkels boligejere, der havde tjent styrtende ved at spare på dyre lån og i stedet tage flexlån. Hvor var det synd for dem, da finanskrisen ramte dem. Tænk at skulle af med penge, de havde sparet. Måske var de brugt. Min private bondeøkonomi, der tilsiger enhver at betale sin gæld, er åbenbart forældet og umoderne. Jeg antyder intet om, hvilke politikere der gjorde eller ikke gjorde hvad. Nej, nej, dette er ikke en valgspalte. Gudskelov er der andet i fjernsynet end økonomi og kaos. Der findes mere eller mindre hemmelige kanaler med udsendelser, som også kan lede seerne ud på gale veje. F.eks. så jeg søndag aften en udsendelse på en kanal, hvis eksistens var ganske ny for mig. Jeg anede ikke, den fandtes. Jeg tror, den hed TV2/Nord Plus - ingen højere. Denne nyopdukkede kanal bragte en i sin form ud over alle grænser kedelig samtale om et uomtvisteligt interessant emne, brændevin. En journalist og en forfatter, in casu Jørgen Pyndt og Bjarne Nielsen Brovst, vadede rundt i et snedækket Aalborg og endte i Mekka. Sådan karakteriserede Nielsen Brovst stuen på Historisk Museum: "Det er jo Mekka!" De satte sig og snakkede om Harald Jensen, i hvis lokalbibliotek de andægtige samtalede. Han var nemlig den afdøde hovedperson, denne ærværdige brændevinsbrænder og trommeslager, som - det fik Jørgen Pyndt sagt adskillige gange - Aalborg skylder så meget. Snøft. At Aalborg skylder andre, går vi let hen over her. Harald Jensen skyldte ingen, og da datteren blev headhuntet af Bjørnstjerne Bjørnsons søn, som havde skumle planer for brændevinssvigerfaderens formue, sørgede samme for, at det ikke gik galt. Ikke en krone fik Bjørnson-sønnen. Det gjorde Aalborg, og hvor er vi taknemmelige. Ikke alene tjente han gode penge gennem 21 år som selvstændig producent af den fuselfri. Han endte med at sælge til sin konkurrent, C.F. Tietgen, der havde etableret De Danske Spritfabrikker, hvilket befordrede 240.000 kr. ned i Jensens lommer - en betragtelig sum, adskillige millioner i dagens nærmest værdiløse mønt. Harald Jensen var Aalborgs næstrigeste mand. Kun slået af tobaksfabrikant Obel. Det er usunde varer, man blev og bliver rig på. Går det galt for forbrugerne, går det strålende for fabrikanterne. Nå, det var valgkampen, vi ikke skal ind i ... Derimod skal vi advare mod for meget fjernsynskiggeri. Mandag aften var der nemlig endnu et program med brændevins-islæt. Det må simpelthen ende galt, når der også i et uskyldigt haveprogram opfordres til heftigt forbrug. Her går det hurtigt, lød det fra Per Jensen og hans gartnerven Arildskov. Kvan skal blot trække nogle få dage. Kongelys ligeså. Så kan de drikkes. Det er muligt, de kan, men jeg kunne nu godt have tænkt mig, at de to havenisser havde gjort lidt mere ud af - når de ligesom var ude af ukrudtsbekæmper-rollen - hvilke glæder man kan få af sin kryddersnaps ved at lade den stå en rum tid, i hvert fald en rummere tid end nævnt. Har man læst sin brændevinslitteratur, sin Glob, sin Lyngby Jepsen, sin Sandklef, vil man vide, at en 10 år gammel valnød, paradisæble eller slåen er bedre end cognac og calva. Vi - og hjælper det, hvis jeg siger, vi er mange, der ikke gider det der hurtige forbrug - hverken af brændevin, fladskærme eller penge. Men ikke et ord om valgkamp. Per Pilekjær per@pilekjaer.dk