Nu har Skagen fået en rigtig julemand

Peter Gislund er blevet medlem af Dansk Julemandslaug og har investeret i en ny dragt

EMNER 12. december 2004 05:00

SKAGEN KOMMUNE: I år optræder Skagens egen julemand for første gang som autoriseret julemand. Indeni den røde dragt og bag det hvide skæg gemmer sig det 36-årige legebarn, VVS-mand og medlem af menighedsrådet i 12 år, Peter Gislund. Han er netop blevet optaget i Dansk Julemandslaug. Dermed er en gammel drøm gået i opfyldelse. - Jeg er meget glad og stolt, erklærer julemanden og griner i skægget. Peter Gislund havde sit første julemandsjob som 16-årig til Forsvarsbrødrenes juletræsfest. Nu har han gennem hele december adskillige faste julejobs: Fagforeningerne HK og FOA i Frederikshavn, Aalbæk Borgerforening og børnehave, SID Skagen, større og mindre beboerforeninger samt Fiskeri- og Gymnastikforeningens juletræsfest. Gennem ti år har han været Handelsstandsforeningens julemand, som man ofte møder i gågaden. - I 15 år har jeg drømt om at blive medlem af Julemandslauget. Jeg har brugt årene til at samle referencer og bevise over for mig selv og over for Julemandslauget, at jeg var værdig til medlemsskabet, fortæller Peter Gislund. Tryllerier - Det er ikke nok bare at gå rundt og dele karameller ud. Man skal kunne lidt mere, siger Peter Gislund. Derfor har julemanden for eksempel lært at trylle, og ved juletræsfesterne er der et afbræk på et kvarters tid, hvor julemanden tryller for børnene. Med tiden er julemand Peter Gislund også blevet mere kritisk med hvordan han ser ud. Derfor har han i år investeret i en ny julemandsdragt til 3.500 kroner, købt i en forretning i Horsens. Skæg og briller - Inden jeg tog derned havde jeg udset mig en dragt i fløjl til 2.000 kroner, men da jeg fik dragten i velour på, var jeg ikke i tvivl om, at den måtte jeg bare have. Et skæg kan holde i to år, men da julemanden skal have et at skifte med, har han også i år købt et vellignende skæg til 1500 kroner. Julemanden er også blevet ældre, så i år er han også begyndt at bruge briller, ligesom han er begyndt at sminke de mørke øjenbryn hvide. Så nu ligner Skagens julemand mere og mere det, han er: en rigtig julemand, medlem af julemandslauget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...