EMNER

Nu hører de stemmer hos Arla

Lagerfolkene arbejder med hovedtelefoner på og det sænker fejlniveauet

HOBRO:Lagerarbejderne hos Arla Foods i Hobro går ikke længere på lageret efter mælk, ost og piskefløde med papirlister, som skal krydses af med en pen. Nu lader de sig styre af en stemme i øret, som fortæller dem, hvor de skal gå en og efter hvad. Mejerivirksomheden har nemlig som den første i Danmark indført et helt nyt lagerstyringssystem, hvor medarbejderne i stedet får headsets på med øresnegl og mikrofon samt et bælte med en terminal. Via hovedtelefonerne får de så af en venlig stemme informationerne om hvilke varer, de skal hente og hvor. Medarbejderen skal desuden hele tiden melde informationer tilbage til stemmen i øret om for eksempel hvilke varer, de netop har taget samt antal. Og skulle det ske, at de er kommet til at tage en liter mælk for meget eller for lidt, så bliver fejlen straks opdaget og rettet. Samtidig registreres det også, hvis der for eksempel ikke er nok af lige netop den slags varer, som medarbejderen er på lagret efter. Systemet er amerikansk og hedder "pick-by-voice", og Arlas ferskvareterminal i Hobro er det første sted i Danmark, hvor dette system bliver indført. Det er firmaet Consafe Logistics, der er leverandør af det nye system, og de har allerede installeret flere systemer hos kunder i USA. - I USA er de foran Europa på det område, men vi ser nu, at interessen vokser stærkt i Skandinavien og Nordeuropa, siger Mattias Hagman, der er forretningsudviklingschef i Consafe Logistics, som tilføjer, at i Europa er der også tale om fødevarevirksomheder, som har implementeret systemet. I Hobro er ca. 120 medarbejdere blevet introduceret til denne nye form for lagerstyring, som udover at sænke antallet af fejl også giver virksomheden et bedre og hurtigere overblik over lageret samt giver medarbejderne bedre arbejdsvilkår, forstået på den måde, at de nu har hænderne frie og ikke længere skal holde øje med lister og ordresedler. - Det giver et mere sikkert arbejdsmiljø, og desuden bevirker systemet, at vores fejlniveau falder ganske betragteligt, siger Arlas terminalchef Rudi Petersen, som også er projektleder på dette projekt. Han fortæller, at fejlniveauet allerede efter halvanden uge er faldet med 33 procent, og han regner med, at det vil falde yderligere. Det nye system er, ifølge Rudi Petersen, blevet godt modtaget af de 120 medarbejdere, som skal arbejde med det. - Det er et fantastiske nemt system at bruge og lære, og det er mit indtryk, at så godt som alle medarbejderne er ganske glade for det. Vi har lige fra begyndelsen haft medarbejdersiden med i projektet, og det er medarbejderne, som oplærer hinanden i brugen af systemet, fortæller Rudi Petersen.