Nu kan brudeparret sige ja uden at få sved på panden

Nyt vagtfirma sikrer mod indbrudstyve og kåde bryllupsgæster

Aalborg 6. september 2002 08:00

HØRBY: Et vagtfirma har mange opgaver, og det handler ikke altid om at gøre livet hedt for indbrudstyve. For eksempel har CC-Vagt i Hørby også en service på programmet, der hedder "Bryllupsvagt". Tit er brudeparret nemlig ikke i stand til at kontrollere, hvad familie og venner finder på efter den kirkelige ceremoni. Traditionen kræver, at man for eksempel sætter et hjerte på døren eller bytter om på køkkenredskaber i parrets hjem, men tit ender det med direkte hærværk, såsom at plante karse i dyre tæpper eller slæbe fornemme fyldningsdøre op på loftet, og der findes eksempler på, at denne tradition har kostet et brudepar 80.000 kroner. Hvis man vil undgå hærværket på festdagen, så kan man ringe efter Henning Christoffersen, der åbnede CC-Vagt 1. september. - Vi holder simpelthen vagt ved brudeparrets hjem. Når et bryllupsselskab ankommer fortæller vi, at brudeparret ikke ønsker, at der bliver lukket nogen ind, siger Henning Christoffersen. I grelle tilfælde må vagten oplyse gæsterne, at det bliver betragtet som indbrud, hvis man går ind i huset. Fyret - Jeg har arbejdet i vagtbranchen i 16 år, men på grund af besparelser, blev jeg fyret. Jeg er 56 år, og fagforeningen sagde til mig, at jeg blot kunne smide fødderne op på bordet og modtage en check hver måned. Men det var jeg slet ikke klar til, siger Henning Christoffersen, der i stedet realiserede en gammel drøm om at blive selvstændig. Den største del af af jobbet foregår om natten, hvor Henning Christoffersen kører rundt og tjekker virksomheder og butikker i Sæby-området. Ud over at skræmme tyvene væk handler jobbet også om at tjekke kaffemaskiner, kogeplader, lys, vandhaner og pengeskabe for at se om alt er lukket og slukket i den pågældende bolig eller virksomhed. Men CC-Vagt kan også tilbyde at overvåge én bestemt virksomhed en hel nat, hvis der har været ekstra mange indbrud. Sølvbryllupsvagt For at blive godkendt som vagt skal man som minimum bestå en grundlæggende tre-ugers prøve i enten København eller Århus. Desuden bliver ens baggrund tjekket. En ren straffeattest er et must, og til sidst skal man godkendes af rigspolitichefen. Der er ingen særlige beføjelser forbundet med tjansen, udover, at man er tjenestemand i funktion. Som alle andre har man dog ret til at foretage en civil anholdelse, men ellers ringer vagten efter politiet, hvis tyve er på spil. Udover bryllupsvagt, kan CC-vagt også levere en service, der hedder sølvbryllupsvagt. Til et sølvbryllup er naboerne og mange andre på vejen tit og ofte inviteret med. Derfor står der en del huse tomme, hvilket er guf for indbrudstyve. Vagtmændene tilbyder at holde vagt ude på vejen, mens festen foregår, og samme service tilbyder Henning Christoffersen i forbindelse med en begravelse. - Problemet med begravelse og sølvbryllup er, at det kommer til at stå i avisen, hvornår det skal foregå, og dermed har tyven frit spil, forklarer Henning Christoffersen, der hender et tilfælde i Hørby, hvor et hus blev tømt for værdier, mens beboeren stod på kirkegården under begravelsen. Livsstil - Enten bliver jobbet en livsstil, eller også er man væk igen i løbet af få dage. At være vagt kan være ensomt, og arbejdet foregår om natten, i weekender, påske og jul - hvert år, siger Henning Christoffersen, der har haft ubehagelige oplevelser i forbindelse med jobbet. Det værste var dengang han overraskede et par tyve, der var udstyret med knive. Der opstod slagsmål, men Henning Christoffersen slap uskadt fra oplevelsen. - Der findes to grupper af tyve - de professionelle og amatørene. Mens en professionel tyv som regel accepterer, at spillet er slut for denne gang, er amatørene fuldstændig uberegnelige og kan tit have en aggressiv opførsel. Henning Christoffersen - der i øvrigt er gift med sognepræsten i Hørby, Karen Else Lind Christoffersen - holder meget af friheden og udfordringen i jobbet, og det er vel også en sejr, at man som 56-årig - efter en fyring - er i stand til at vende tilbage til en livsstil, man stadig brænder for.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...