Nu kan cirkusmuseet udvide

Cirkusmuseet i Rold har uventet fået penge fra EU

Lokalpolitik 10. september 2002 08:00

ARDEN: En drøm om at udvide Cirkusmuseet i Rold er tæt på at blive virkelighed. Det er hverken hekseri eller cirkuskunster, kun behændighed, at Arden Kommune kan få museumsaktiviteter i gang for det beskedne beløb af 40.325 kroner om året. Borgmester H. C. Maarup (S) kunne i går fortælle den gode nyhed på Arden Byråds møde. - Cirkusmuseet har længe arbejdet på at kunne udvide aktiviteterne med en tilbygning, så de kan have forelæsninger, fordrag og undervisning af skoleklasser. Men det er jo ikke billigt med en tilbygning. EU har forskellige fonde, der støtter udkantsområder. - Først fik cirkusmuseet afslag fra den EU-fond, der hedder artikel 33, men så sent som i den forgangne uge fik bestyrelsen at vide, at de alligevel kunne få tilskud, fordi der var penge i overskud, fortalte H. C. Maarup. Når Cirkusmuseet uventet, men glædeligt, fik del i kagen - i alt 817.500 kroner fra artikel 33-midlerne - skyldes det, at andre projektmagere har trukket deres ansøgninger tilbage. Borgmester H. C. Maarup kom lige fra et økonomiudvalgsmøde, hvor alle de tilstedeværende var enige om at give deres varme anbefaling af, at Arden Kommune bakker op om cirkus-byggeriet. Og efter borgmesterenes redegørelse for, hvordan kommunen kan give startskuddet til et byggeri i millionklassen for et yderst beskedent bidrag, var der da heller ingen i byrådssalen, der udtrykte betænkeligheder. Byrådsmedlem for Venstre Elav Pinstrup rettede en varm tak til en af ildsjælene i Cirkusmuseet, tidligere byrådsmedlem Jørn Rasmussen, der sammen med den øvrige bestyrelse i Cirkushusets Museumsforening har arbejdet ihærdigt på at få nybyggeriet i gang. Paul Chr. Arnbak, byrådsmedlem for Socialdemokratiet, så frem til, at Cirkusmuseet får en skoletjeneste a la den, der har gjort Boldrup Museum i Nørager Kommune til et yndet udflugtsmål for skoleklasser. Og Arnbak glædede sig over, at der sker noget nyt i Roldområdet, hvor der ellers ikke er så mange aktiviteter. Kommunen er blevet bedt om at give et tilskud på 678.000 kroner. Den billige pris på blot 40.325 kroner fremkommer ved, at kommunen forudbetaler sine løbende driftstilskud til cirkusmuseet for 2003 og 2004. Dertil kommer, at Indenrigsministeriet har lovet et tilskud på 250.000 kroner. De 40.325 kroner tages op af kassen. Oveni det beløb kommer et rentetab, der er beregnet til omtrent 15.000 kroner. Formand for Cirkushusets Museumsforening Jørn Rasmussen er naturligvis glad for byrådets beslutning om at give støtte. Kommunens godkendelse er nemlig en forudsætning for, at EU-midlerne kan komme til udbetaling. - Nu skal vi til at handle hurtigt, for spaden skal i jorden inden 1. oktober. Tegningerne er klar, men der mangler nogle ingeniørberegninger på spær. Byggetilladelsen er i princippet parat, for vi har snakket med byggesagsbehandleren løbende, siger Jørn Rasmussen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...