EMNER

Nu kan de komme en tur i byen

Tygelsgade-centret har fået ny cykel med motor og plads til to.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

VIGGO PEDERSEN var den første, der fik en tur på cyklen sammen med Steen Pedersen. Foto: Conny Jensen

- Det er bare et godt køretøj. Det udbrød Viggo Pedersen, da han som den første fik en køretur på en trehjulet, motordrevet cykel, som Tygelsgade-centret har fået. Det er aktivitetsudvalget, der har skaffet pengene. - Vi hørte, at beboerne savnede en cykel, så de kunne komme ud at handle, eller kunne komme på kirkegården, fortæller Margit Pølund, der er formand for aktivitetsudvalget. - Derfor gik vi i gang med at søge forskellige fonde. Brønderslev Kommune har støttet med 25.000 kr., og Spar Nord Fonden bidrog med 20.000 kr. Beboere, medarbejdere med flere var mødt op, da cyklen ankom. Da cyklen kørte ind foran Tygelsgade-centret, blev der klappet. Det var Finn Jacobsen fra Cykelbiksen i Bælum, der leverede cyklen. Han har selv en handicappet søn, og har specialiseret sig i salg af specielle cykler. Der er mulighed for, at begge personer kan træde, eller den ene. Der er også mulighed for at benytte motor. Typisk vil det være en medarbejder eller én af de frivillige fra aktivitetsudvalget, der er med som "pilot". Også Jens Møller Olesen fik en tur på cyklen. Han var også imponeret over cyklen. Overrækkelsen af cyklen blev markeret med kransekage og en forfriskning. Aktivitetsudvalget har tirsdag tur til Hedelund Rhododendronpark. Der er også planlagt en ferietur for beboere i sommerhus. Til leje af sommerhus har aktivitetsudvalget fået 5000 kr.