Nu kan de springglade lande sikkert

Aabybro Gymnastikforening får økonomisk støtte fra kommunen til springgrav

AABYBRO:Aabybro Gymnastikforening får den springgrav, de har sukket efter i flere år. Ønsket bliver realiseret i forbindelse med opførelsen af den nye hal ved Aabybro Skole. Springgraven kommer til at koste 525.000 kroner. Det har i de sidste 14 dage kostet foreningen en del sved på panden. I bestyrelsen mente man nemlig ikke, at man kunne garantere at stå med mere end 420.000 kroner til opførelsen. Dermed manglede der 105.000 kroner. Penge, som byrådet nu har besluttet at give til de springglade i Aabybro, finanseret af kommunens udviklingsmidler. - Det betyder bare, at foreningen selv må komme med det resterende beløb, sagde borgmester Ole Lykkegaard Andersen til byrådsmødet, hvor der fra flere sider blev ytret stor ros til gymnastikforeningen for initiativet og evnen til at grave penge til projektet frem. Mangler penge Det er dog ikke hver en mønt af de 420.000 kroner, der ligger afventende på kistebunden hos foreningen. Flere tusinde kroner skal samles sammen ved at søge sponsorer, legater og selv arrangere indsamlinger til fordel for springgraven. - Vi skal ud og lave et hårdt arbejde for at få pengene samlet ind, og det haster, fortæller formand for foreningen, Marianne Pedersen, der allerede de sidste 14 dage sammen med aktive forældre i foreningen har sat turbo på med hensyn til at få pengene hjem i tide. Hun mener, at arbejdet i for springgraven sidste ende giver pote for foreningen. - De unge mennesker i foreningen har sukket efter en springgrav de sidste mange år. Det kommer til at betale sig, det bliver et trækplaster for de unge, fortæller hun. Samtidig betyder springgraven også større sikkerhed. - Det bliver mindre farligt at springe, når madrassen ligger i samme højde som gulvet. Dermed ikke forstået, at de ikke vil slå sig engang i mellem, det vil dem, for det er farligt, siger Marianne Pedersen, der mener, den nedgravede madras også kan være med til at få unge til at springe, som ikke har turdet det før. Bliver færdig til april Den nye hal, der først og fremmest vil være tilknyttet skolen, er ved at blive opført netop nu og kommer efter al forventning til at stå færdig til april næste år. - Spørgsmålet er, hvor meget vi får lov til at bruge den for skolen. I øjeblikket mangler vi plads og har lange ventelister, fortæller Marianne Pedersen, der håber at der kan laves en ordning alle er glade for.