Nu kan du fjernstyre din VW

100.000 danske ejere af VW-modeller fra 2008 og frem får nu tilbudt udstyr, hvor man på sin telefon kan se bilens sundhedstilstand, og som selv kan ringe efter vejhjælp ved ulykker

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bilejerne kan få en række informationer via en app på telefonen, hvor man bl.a. kan se bilens placering, om den er låst og indholdet i tanken. Foto: Thomas Hjortshøj

GADGET:Tjek, om dørene er låst, hvor meget brændstof der er i tanken, eller hvor bilen er parkeret. Det hele over en app på din telefon, som også selv ringer op til autohjælp-service ved ulykker.

Det er bekvemmeligheder i hverdagen, som ikke længere er forbeholdt nye biler med online-opkobling. Den danske VW-importørlancerer systemet "Min Volkswagen", der kan monteres på de fleste VW-modeller tilbage fra 2008, og som kan mere end noget andet system af sin slags.

Det danske system, som kan omfatte 100.000 VW-biler og yderligere 100.000 Audi-, Skoda- og Seat-modeller, er unikt i europæisk sammenhæng, hvor det ifølge importøren er det største projekt med såkaldte "Connected Cars" og udviklet specielt til danske forhold.

Gratis montering

Rent praktisk tilbydes VW-ejere gratis at få monteret en enhed i bilens styresystem, der over et SIM-kort sender data til app’en på ejerens telefon og en valgt VW-forhandler.

Her kan ejeren f.eks. også se tilstanden på bilens primære systemer som olieniveau, batteri og bremsesystem samt tjekke dæktrykket på biler med dæktryksmåler.

Men det går samtidig i dybden og analyserer bilens styresystemer døgnet rundt, så hvis der lyser en kontrollampe, vil værkstedet med det samme kunne se, hvor det er galt, f.eks med en ABS-sensor, og have delen klar, når bilejeren ruller ind på værkstedet.

Hvis en bestemt lampe lyser, vil man på app’en også kunne se en forklaring på, hvad lampen betyder, og om man må køre videre, ligesom man kan chatte med værkstedet inden for bestemte tidspunkter.

Således vil funktionen med bilens placering ikke alene kunne bruges til at finde den ved parkering, men kan også bruges til sporing ved tyveri.

Kunde-fastholdelse

Systemet giver dog ikke alene muligheder for bilejeren. Det giver også gevinster for VW-forhandlerne, der bedre kan planlægge, hvad der kommer af reparationer, og have et mere glidende flow på værkstedet. Men samtidig også forebygge om-igen-reparationer og give bedre information til kunden, når bilen afleveres.

Ikke mindst giver systemet bedre mulighed for VW-koncernens mærker at holde fast i værkstedskunderne, hvor en del begynder at sive til de uautoriserede værksteder, når bilerne har en vis alder. Det gælder både med tilbud på service og reparationer og på udstyr.

Fordele og ulemper

Der er både fordele og ulemper for bilejerne, lyder meldingen fra bilistorganisationen FDM.

- Vi er grundlæggende positive. Det er et gennemarbejdet projekt. Men man skal også være opmærksom på, at det er ikke alt, som glimter, der er guld. Det her system, og de mange lignende, der er på vej, er muligvis gratis for bilisterne, men det er marketingredskaber for firmaerne bag, siger Torben Lund Kudsk fra FDM - og tilføjer:

- Man skal også have for øje, at man måske kan få tingene billigere andre steder, siger Torben Lund Kudsk.

- Vi er dog mere bekymrede for datadelen og tredje fase, nemlig hvordan data fra bilejerne vil blive håndteret, og om de vil blive solgt videre til tredjepart, siger han.

VW påpeger dog, at bilejeren selv specifikt skal give yderligere tilsagn om, at der må sendes oplysninger videre til tredjepart, eller man kan vælge ikke at skulle kontaktes.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.