Udland

Nu kan du købe en menneskeskabt flydende ø

Som supplement til stenriges yachter, fly, helikoptere og undervandsbåde er turen nu kommet til flydende øer.

Nu kan du købe en menneskeskabt flydende ø

Et østrigsk firma har et forslag til, hvad der kan blive det helt store, som stenrige personer bare må eje: en menneskeskabt, flydende "ø", der skal koste 5,3 millioner euro (40 millioner kroner), oplyser virksomhedens grundlægger.

En "Orsos Island" måler 28,5 meter i bredden og 37,2 meter i længden. "Øen" har ingen motor, men den kan forankres hvor som helst efter ejerens ønske og kan efterfølgende bugseres til en anden destination et andet sted på kloden, siger ungarskfødte Gabor Orsos.

- Interessen har været enorm fra folk i hele verden, fra Australien, Kina og USA. Vi har allerede modtaget de første ordrer, og der kommer nogle mulige købere fra Australien i næste uge, siger virksomhedsejeren.

Øen er miljøvenlig og selvforsynende med solpaneler og vindmøller, der fremstiller energi. Der er sovepladser til 12 mennesker samt tjenestefolk på det 1000 kvadratmeter store boligareal.

Det eneste problem er, at der endnu ikke er blevet bygget nogen "ø", men når produktionen begynder, vil det ske i det centraleuropæiske land, Slovakiet, der ikke har adgang til hav.

Orsos venter, at de første færdigproducerede øer vil være klar om 18 måneder til to års tid, og at det vil være muligt at transportere "øerne" ned til Donau, videre til Sortehavet og derfra til den destination, hvor kunderne ønsker deres Orsos Island leveret.

Se mere på: http://orsosisland.com

/ritzau/AFP