Nu klapper det for Opel

Trods sammenklappeligt ståltag har den ny Tigra god bagageplads

HAMBURG:Opel er verdensmestre i at bygge praktiske biler med alverdens indretningsmuligheder. Kig bare på Meriva, som er klassens mest anvendelige MPV og stationcarudgaven af Vectra, som tilbyder et genialt indretningskoncept i bagagerummet. Men indretningsarkitekterne var også med på råd, da Opel besluttede at bygge en lille Tigra cabriolet. Bilen, som skal ses som konkurrent til Peugeot 206 CC, har et klaptag, som kører lodret ned bag forsæderne og ikke fladt ned i bagagerummet som i franskmanden. Det skaber et - for biltypen - enormt bagagerum på 440 liter. Prøv selv lige at læs her: Vi åbner klappen til bagagerummet ved at trykke på en knap midt i instrumentpanelet. Låget åbner sig automatisk ved hjælp af elektro-hydraulik. Pænt sort bagagerum på 250 liter, men med taget oppe er der hele 440 liter bagude - plus de 70 liter bag sæderne. De 70 liter er der, hvad enten taget er oppe eller skjult i bagagerummet. Man kan få en taske, der passer nøjagtigt til det aflange rum bag sædet. Vi trykker på knappen og lukker dermed bagagerummet igen. Flygt fra tordenvejret Tigra passer perfekt til det danske sommervejr. Hvis et tordenvejr nærmer sig med lynets hast, så slå taget op. Man må blot lige stoppe og trække håndbremsen (et signal om, at man holder stille). Tændingen er slået til, og så er det bare at trykke på knappen på instrumentbordet. Når man ser bagud, kan man se, at bagagerumsklappen nu åbner fortil og taget glider op. Sådan - nu skal man kun lukke de to beslag i forrudens sider og man er køreklare som coupé. Det hele tager 18 sekunder, og så kan cabriolet'en nu køre som coupé - i alle tordenbyger. Når taget skal ned igen, holder man atter stille. Med håndbremsen trukket. De to krogformede beslag i forrudens side låses op og man trykker på knappen. Taget forsvinder ned i bagagerummet, og når alt er i roden, får man et godkendende signal - et lille bip. Desværre er det slet ikke sikkert, at bilen kommer til Danmark... Prisforhandlingerne er svære og den danske importør vil ikke sælge bilen, hvis prisen ikke er konkurrencedygtig. Så danske købere behøver i hvert fald ikke følge udsigten for sommervejret før til næste år. Og de skal slet ikke have børn eller behov for at have svigermor med på søndagstur. Tigra har nemlig kun sæde-plads til to personer. Så bilen er mere roadster end cabriolet. Og det manglende bagsæde besværliggør monteringen af en effektiv vindafviser. Derfor rusker det noget i kabinen, når farten tager til. Taget er langtidsholdbart Selve taget virker langtidsholdbart og lukker godt af for både støj og vand. Det fornemmede vi tydeligt under præsentationen i Hamburg, hvor vejret sandt at sige mindede meget om den danske sommer. Og så virker Tigra rigtigt godt skruet sammen. Den er tydeligvis mere stabil i karrosseriet end 206 CC og Citroën Pluriel for den sags skyld, som sitrer i stålpladerne, når de kører over ujævnheder i åben tilstand. Som coupé behager den lille Opel også øjet. Det gør den til gengæld ikke bag rattet, hvor man hurtigt genkender instrumentbordet fra Corsa, som den nye lille Opel er baseret på. Til den smarte Tigra virker den løsning lidt for billig. Og så sidder man højt som en romersk kejser. Ikke så smart, når bilen er åben. Alligevel har Tigra for nylig fået fire pæne stjerner i Euro NCAPs crashtest. Under de æggende former gemmer der sig en undervogn fra Corsa GSI. Det vil sige, at sportsundervogn er standard. Men tro nu ikke, at der kan køres om hjørner med Tigra. Dertil er styringen for upræcis og dækkene for smalle. Men i forhold til konkurrenterne gør den det godt. Svag basismotor På motorsiden har Tigra til gengæld et handicap. Der er to kraftværker på bestillingslisten: En lille 1,4 med 90 hk og en mere kraftfuld 1,8 med 125 hk. Vi kørte i den mindste og den var ikke meget for at trække os af sted. Men nuvel, den kan gå an og køreglæde er noget andet i åben vogn. Underholdningen har intet har at gøre med, hvor mange kræfter en åben bil har, og hvor hurtigt den kan køre. Humøret stiger nemlig i takt med at farten mærkes i nakkehårene. Og set i det lys virker Tigra som et gennemtænkt bud på en lille egoistbil. Vi håber den kommer til Danmark. For selv om den danske sommer er umulig at forudse, så stiger humøret automatisk i en åben vogn.