EMNER

Nu kører de bare forbi

To stationer på Hirtshals-banen lukker i dag - snart kommer der en ny

HJØRRING/HIRTSHALS:Hvis man fra i dag - torsdag - står og venter på toget på trinbrættet ved Langholm på strækningen mellem Hjørring og Hirtshals, så kommer man sandsynligvis til at vente forgæves. Da klokken slog tolv i nat lukkede trinbrættet nemlig officielt og den samme skæbne er også fra den 1. juli overgået et trinbræt ved Raundrup, der er tættere på Hirtshals. Lukningsplanerne har ellers været under heftig kritik, siden det sidste år blev offentliggjort, at Nordjyske Jernbaner ville lukke de to stationer. Især har lokale beboere og politikere fra Hirtshals Kommune være utilfredse. - Nordjyske Jernbaner har under debatten om nedlæggelsen af trinbrættet i Langholm og Raundrup udvist manglende forståelse for borgernes protester, sagde Lene Meng Andersen, som er formand for Kristendemokraterne i Hirtshals Kommune, dengang debatten var på sit højeste. Også en række beboere omkring Langholm var kede af beslutningen. Men Nordjyske Jernbaner holder holder sig til planen. - Det er to trinbrætter, som ligger ude på landet og der er alt for få passagerer, der bruger dem, så derfor lukker vi dem, siger direktør for Nordjyske Jernbaner, Preben Vestergaard. Til trods for den lokale utilfredshed, er passagertallet da heller ikke steget, siden beslutningen blev kendt og derfor ser Nordjyske Jernbaner ingen grund til at drive dem videre. I stedet vil man nu blandt andet satse på et nyt trinbrædt i Hjørring. Ved det såkaldte Kvæg- torv i byens vestby, skal der snart bygges et nyt stoppested for Hirtshalsbanen. - Det kommer nok først på efteråret.Der ser ud til at komme en udvikling i området med blandt andet nye boliger, så det vil vi gerne dække og det forventer vi os meget af, siger Preben Vestergaard.